Hvordan bliver man klinisk psykolog?

Okay, lad os give det et skud. Her er et forsøg på at omforme din tekst med de ønskede elementer:

Okay, så du vil være klinisk psykolog? Det er… ja, det er mere end bare en uddannelse, det er nærmest en livsstil, ikke? Jeg mener, jeg husker tydeligt, da jeg selv startede. Alle de timer med læsning, eksamener, den konstante følelse af at der altid var mere at lære… phew!

Og ja, der er jo den der lange vej: bachelor, kandidat, og så den der obligatoriske praktiske uddannelse, som ærligt talt føles som en evighed. Men ved du hvad? Det er ikke bare de der formelle krav, der definerer en. Det er, for mig, den der brændende nysgerrighed. Den der… jeg ved ikke, man kan sige trang til at forstå, hvad der får os mennesker til at tikke. Hvorfor gør vi, som vi gør? Hvad sker der inde i hovedet på os, når livet gør ondt?

Jeg husker en gang, under min praktik, hvor jeg havde en ung fyr inde, som kæmpede med angst. Han var så lukket, så bange. Og jeg sad der og tænkte, “Hvordan kan jeg trænge igennem den mur?”. Det var hårdt, virkelig hårdt. Men langsomt, over tid, begyndte han at åbne op. Og den følelse… den er ubeskrivelig. Det er et privilegium, synes jeg, at få lov til at være en del af sådan en proces.

Men jeg skal også være ærlig. Det er ikke altid rosenrødt. Det er benhårdt arbejde. Du bærer andres smerte. Du bliver nødt til at passe på dig selv, ellers brænder du ud. Har du nogensinde prøvet at lytte til nogen i timevis, der fortæller om deres dybeste traumer? Det tager på. Virkelig meget på. Men… ville jeg bytte det for noget? Aldrig.

Det er bare… det er meningsfuldt. Og ansvaret? Ja, jeg tager det dybt, dybt seriøst. Jeg mener, du har jo med sårbare mennesker at gøre. Du skal være der, du skal være nærværende, du skal være… ja, du skal være et ordentligt menneske. Og det, det tror jeg er det vigtigste af det hele. Er det ikke?