Hvad står Berit Bae for?

Hvad står Berit Bae for? Anerkendelse og relationer

hvad står berit bae for omhandler centrale pædagogiske principper om børns vilkår og relationer i institutioner. Forståelsen af disse begreber styrker det professionelle samspil og udvikler børns selvfølelse gennem ligeværdige og nærværende rammer. Læs med her for at få indblik i væsentlige pædagogiske tilgange.

Hvad er kernen i Berit Baes pædagogik?

Berit Bae står centralt i udviklingen af anerkendende relationer og pædagogik, hvor omdrejningspunktet er voksnes væremåder over for børn og deres direkte indvirkning på børns selvværd. Tilgangen bygger på en dyb forståelse af samspillet mellem barn og voksen, hvor barnet anskues som et selvstændigt subjekt med ret til medbestemmelse.

Anerkendelse i denne sammenhæng er ikke en overfladisk metode eller en række redskaber, man blot hiver ned fra hylden. Det er en grundlæggende etisk holdning.

Måden, professionelle møder børn på i daghverdagen, definerer børnenes oplevelse af egenværdi. Denne tilgang vandt for alvor frem i Skandinavien i 1996 efter udgivelsen af banebrydende videnskabelige artikler om voksnes magt til at definere børns virkelighed. Samspillet i institutioner er præget af konstante interaktioner. Her kan den voksne enten styrke eller svække barnets autonomi. Det handler om at skabe en atmosfære, hvor barnet føler sig set, hørt og forstået for den, det er, og ikke kun for det, det præsterer.

De 5 anerkendende væremåder i praksis

Kernen i den praktiske udmøntning af denne pædagogik udgøres af 5 specifikke væremåder, som den voksne skal mestre for at skabe en ægte anerkendende atmosfære. Disse væremåder tæller lytning, spejling, bekræftelse, åbne og undrende spørgsmål samt indlevelse.

Lytning kræver fuld opmærksomhed på både de verbale og nonverbale signaler. Det er ofte her, den første store udfordring opstår i en travl hverdage.

berit bae lytning spejling bekræftelse handler om at tilbagevise barnets følelser og kropssprog på en nuanceret måde, så barnet kan genkende sig selv i den voksne. Gennem bekræftelse viser den voksne, at barnets oplevelse er legitim og har ret til at være der. De åbne og undrende spørgsmål inviterer til fælles refleksion frem for kontrol. Herved undgår den voksne at overtage definitionen af situationen. Endelig binder indlevelsen det hele sammen ved, at den voksne oprigtigt forsøger at sætte sig i barnets sted. Det kræver tid. Det kræver nærvær. Men effekten er mærkbar i relationen.

Lytning og spejling under lup

Når pædagogen spejler et barn, fungerer det som et psykologisk spejl, der hjælper barnet med at integrere egne svære følelser. Hvis et barn er frustreret over et puslespil, er reaktionen afgørende. I stedet for at sige, at det nok skal gå, kan pædagogen spejle frustrationen direkte i sit eget ansigtsudtryk og tonefald. Dette viser barnet, at følelsen er acceptabel.

Definitionsmagt og det asymmetriske forhold

Forholdet mellem barn og voksen er fundamentalt præget af et asymmetrisk magtforhold, hvor den voksne besidder definitionsmagten over for det afhængige barn. Begrebet definitionsmagt refererer til den voksnes position til at bestemme, hvad der er rigtigt, forkert, sandt eller falsk i barnets adfærd og følelsesliv.

Det asymmetriske forhold kan ikke fjernes, da voksne har det juridiske og moralske ansvar for barnets omsorg.

Men magten kan forvaltes på to måder. Enten bruges den underkendende, hvor den voksne afviser eller korrigerer barnets oplevelse, eller også bruges den anerkendende. Når definitionsmagten misbruges, kan det føre til en svækkelse af barnets selvstændighed. Barnet begynder at tvivle på sine egne sanser og følelser. I pædagogisk arbejde med personale ses det ofte, hvor let det er at falde i fælden og definere situationen for hurtigt for at løse problemerne med det samme.

Men når man definerer barnets virkelighed på forhånd, lukkes der af for dialogen. Den voksne må derfor udvise stor selvrefleksion og være bevidst om sin egen position for at give barnet plads til at være medbestemmende.

Forskellen på pædagogisk anerkendelse og traditionel ros

hvad er berit baes pædagogik er præget af en udbredt misforståelse om, at anerkendelse er ensbetydende med at rose barnet konstant, men i virkeligheden trækker de to tilgange i stik modsatte retninger. Hvor ros ofte vurderer en præstation udefra, retter anerkendelsen sig mod barnets indre oplevelse og eksistens.

Traditionel ros skaber hurtigt en ydre motivation, hvor barnet handler for at opnå den voksnes accept. Sætninger som hvor er du dygtig retter fokus mod resultatet frem for processen.

Anerkendelse handler derimod om at bekræfte barnets hensigt og følelse uden at fælde dom. Det handler om at se barnet som det menneske, det er, og ikke kun for det, det gør. Når et barn viser en tegning, kan rosen være flot tegnet, mens den anerkendende væremåde vil undersøge detaljerne sammen med barnet. Hvilke tanker lå bag farvevalget? Hvad forestiller det? Denne skelnen er afgørende for opbygningen af et sundt og robust selvværd, der ikke er afhængigt af andres konstante vurderinger.

Sammenligning af pædagogiske tilgange i samspillet

For at forstå nuancerne i den anerkendende praksis kan man med fordel kontrastere den med mere traditionelle eller adfærdsregulerende metoder, der ofte anvendes i hverdagen.

Anerkendende Væremåde

- Åbne, undrende spørgsmål og aktiv lyttende tilstedeværelse

- Opbygger et stabilt indre selvværd og styrker evnen til selvrefleksion

- Bevidst deling af definitionsmagt for at fremme barnets autonomi

- Barnets indre oplevelse, følelser og intentioner bag handlingen

Traditionel Ros og Vurdering

- Evaluerende vendinger og lukkede konstateringer af kvalitet

- Skaber ydre motivation og kan gøre barnet afhængigt af godkendelse

- Den voksne beholder definitionsmagten som den dømmende part

- Det ydre resultat, præstationen og tilpasning til voksnes krav

Mads og udfordringen på legepladsen: En øvelse i definitionsmagt

Mads, en pædagogisk medarbejder i en integreret institution i Aarhus, oplevede ofte konflikter under oprydningen på legepladsen, hvor børnene nægtede at samarbejde. Han følte sig frustreret og presset af tiden, hvilket fik ham til at råbe ordrer og bruge sin magt direkte.

Første forsøg gik ud på at indføre et pointsystem for hurtig oprydning. Resultatet var dog nedslående, da det skabte øget konkurrence, vrede blandt børnene og endnu mere uro i gruppen.

Mads stoppede op og huskede princippet om at dele definitionsmagten. I stedet for at diktere reglerne satte han sig på hug midt på legepladsen og inviterede børnene til en åben snak om, hvorfor oprydningen føltes så svær for dem.

Gennem denne undrende tilgang opdagede han, at børnene følte, deres igangværende lege blev afbrudt for brat. Ved at indføre en fælles visuel tidsindikator og anerkende deres ærgrelse faldt konflikterne markant i løbet af en måned.