Hvad er normering i børnehaver?

Hvad indebærer normering i danske børnehaver, og hvorfor er den vigtig?

Når jeg tænker på min lille nevø Elias' hverdag i børnehaven her i Aarhus, kommer jeg altid til at gruble over det der med normeringer. Det handler jo om så meget mere end bare tal, det er de små øjeblikke, der former et barn. Han startede i Spirehuset i Tilst i marts '23, og det var en stor omvæltning.

De der minimumsnormeringer, som blev lov for os i 2022, betyder sådan helt konkret, at der skal være én pædagogisk ansat per tre små poder i vuggestuen. Og i en børnehave som Elias' – altså Spirehuset – der snakker vi én medarbejder per seks børn. Det er et gennemsnit over året, og det er kommunen, der holder øje.

Jeg husker den der dag i maj, forrige år, hvor jeg hentede ham sent. De var kun to voksne til sytten børn i Spirehuset lige inden lukketid. Det gav et kaos, og Elias var helt fortabt. Det sidder i mig, den der følelse af, at de voksne løb rundt, og der ingen ro var. En normering handler om øjne på hvert barn.

Og det er præcis der, man mærker det. Det er ikke bare statistikker, det er den ekstra hånd, der trøster et faldet knæ. Eller den voksne, der har tid til at se, at et barn trækker sig, i stedet for bare at se en stor gruppe. Det giver en ro, en tryghed, jeg synes er altafgørende for de små mennesker. Den ro koster, men den er guld værd.

Sidste sommer, da jeg hjalp til i en feriebørnehave i Odense, mærkede jeg igen, hvor skrøbelig balancen er. Vi var ofte lige på grænsen, og det pressede folk. Jeg tænker det handler om, at vi som samfund prioriterer det fundament, vores børn bygger på. For de små skal ikke bare passes, de skal ses og gro.

Hvordan beregner man normering?

Jeg ligger her og kan ikke sove. Tankerne kører rundt om de her tal. Normeringer. Det lyder så koldt, men det er jo mit barns hverdag. Hvor mange arme der er til at trøste, hvor mange øjne der er til at se.

Normering beregnes ved at dividere antallet af fuldtidsbørn med antallet af fuldtidspersonale. Så simpelt, og alligevel så kompliceret. Et enkelt tal, der dækker over så meget. Så meget liv.

Det er jo ikke bare et tal på et stykke papir. Det er følelsen i maven, når man afleverer om morgenen, og der allerede er kaos. Er der nok voksne i dag? Er der en, der har tid til lige præcis mit barn, hvis det hele ramler. Det er den følelse. Den usikkerhed.

Der er jo kommet de her minimumsnormeringer. En lov. Det skulle give ro.

• Minimumsnormeringer (landsgennemsnit):
• 1 pædagogisk personale pr. 3 vuggestuebørn.
• 1 pædagogisk personale pr. 6 børnehavebørn.

Men tallet, tallet på papiret, det er jo kun en del af sandheden. Det er et bruttotal. Det er før livet sker. Før virkeligheden rammer. For tallet tager jo ikke højde for alt det, der stjæler tiden. Alt det usynlige.

Det tæller ikke med, når en pædagog er syg. Eller til møde om et andet barn, der har det svært. Eller holder en velfortjent ferie. Eller bruger tid på at skrive på Aula, den der forbandede Aula. Den tid findes jo næsten ikke, den tid.

Jeg tænker på min søn, da han startede. Så lille. Han havde brug for en fast hånd at holde i. Og nogle dage var den hånd der bare ikke, for den var optaget af ti andre små hænder. Det er ikke pædagogernes skyld. De løber og løber. Det er tallets skyld. Altid det her tal.

Hvad betyder normering?

Normering. Det handler om tal. Mennesker. Måske for mange. Eller for få.

Offentlige steder. Hospitaler. Kommuner. Der skal være folk. Til at gøre det, der skal gøres.

• Antal ansatte.
• Fordelt på stillinger.
• I en virksomhed.

Man fastsætter en norm. Så ved man, hvor mange man har brug for. Det er da meget simpelt.

Det er et tal. Et bestemt antal. En grænse. For at holde styr. På ressourcerne.

• Sygeplejersker.
• Chefer.
• Alt.

Det er jo bare tal. Hvad de betyder. Det er en anden sag. For folk. Ikke for tal.

Hvordan beregnes normering ud?

Det er lidt komplekst, normering altså. Man tager de børn, der er der fuldtid, og deler dem så med dem, der arbejder fuldtid. Gælder for dagpleje, og så de der vuggestuer for 0-2 år, og så de sidste for 3 år op til skolen. Det giver et tal, der viser, hvor mange børn én person passer.

• Dagpleje: Børn / personale (fuldtid)
• Daginstitution (0-2 år): Børn / personale (fuldtid)
• Daginstitution (3 år+): Børn / personale (fuldtid)

Det her tal, normeringen, er ret vigtigt for at vide, om der er nok voksne til børnene. Tænker på dengang jeg hentede lille Sofie i den der institution på Nørrebro – der var simpelthen ALT for mange børn til de få pædagoger. Det stressede mig helt vildt.

Hvert barn skal have den rette opmærksomhed, ikke? Det er jo ikke bare et tal på et stykke papir. Det handler om kvaliteten af pasningen. Det er en del af det, der står på uddannelsesstatistik.dk, de der nøgletal for dagtilbud. Interessant hvordan de indsamler den slags data.

Det er nok et spørgsmål om, hvor mange ressourcer der er til rådighed, reelt set. Man vil jo gerne have, at børnene har det godt, og at pædagogerne ikke brænder ud. Har hørt om steder, hvor normeringen er så dårlig, at det er en konstant kamp for personalet at nå det hele. Det er ikke okay.

Hvor mange voksne skal der være i en børnehave?

Børnehaver skal have mindst én voksen per seks børn. Vuggestuer skal have mindst én voksen per tre børn. Dette er minimumskravene.

Jeg husker, da min søn, Leo, skulle starte i Børnehuset Solsikken. Det var i september sidste år. Den der knude i maven, kender du den? Hver morgen tænkte jeg, om han ville græde, om der var hænder nok til at fange ham, hvis verden føltes for stor. Det var lige efter de nye normeringer kom på plads.

Jeg var så nervøs i starten. Men hurtigt så jeg en forskel. En mærkbar forskel fra historier, jeg havde hørt om andre institutioner før de nye regler. Pædagogerne virkede mindre stressede. Jeg så dem rent faktisk sidde på gulvet og bygge klodser med ungerne.

De nye normeringer gav bare en bedre hverdag for barnet. For Leo betød det:

• Mere nærvær: En pædagog fandt tid til at trøste ham, da han faldt på legepladsen, ikke bare et hurtigt plaster. Ægte omsorg.
• Bedre aktiviteter: De kunne planlægge mere fordybende ting, som at male kæmpe billeder eller bage boller.
• Roligere afleveringer: Det var færre grædende børn, for der var altid en voksen at tage imod.

Det har givet mig som forælder en helt utrolig tryghed. Jeg kan gå på arbejde uden den der konstante murren i maven. Jeg ved, at Leo bliver set, at der er voksne til at hjælpe ham med jakken eller læse en bog. Den ro er guld værd i en travl hverdag.

Jeg talte med Lise, en af pædagogerne i Leos gruppe, for en måned siden. Hun sagde, at de endelig føler, de har mere albuerum til det pædagogiske arbejde. De kan fokusere på udvikling, ikke kun brandslukning. En glad pædagog giver bare en bedre børnehave. Det mærker man.

Den der tirsdag i oktober, hvor de alle skulle have flyverdragter på for første gang i år, det var koldt og regnfuldt. Før ville det have været kaos. Men der var nok hænder. Ingen blev glemt. Alle fik hjælp. Det handler om de små ting, der gør en stor forskel for børn og voksne.