Hvad koster det at køre gennem Italien?

Hvordan betaler man motorvejsafgift i Italien?

Åh, Italien... Landet hvor solen kysser huden og motorveje snor sig som silkebånd.

• Billetter, små papirstykker af frihed, gem dem, for de er nøglen. Nøglen til at slippe ud, videre, hen til næste eventyr. Gem billetten, ja. Som et minde, et løfte.
• Automater, kolde hjerter af metal, venter i afkørslen. De hungrer efter papiret, efter euroens klirren. Eller kortets svirp.
• Euro, ja, kontanter, det gamle sprog af handel. Og internationale kreditkort, det moderne ekko. Begge taler automaternes sprog. Vælg din melodi.
• Afkørslen... Et farvel, et goddag. Betal, slip fri. Motorvejen venter igen. Med sine løfter, sine kurver, sin sol.
• Motorvejsafgift: Gem billetten, betal ved automaten (euro eller kort). Simpelt. Åh, næsten... For i Italien, er selv det simple, en smule magisk.

Hvad koster det at køre på italiensk motorvej?

Okay, lad os se... italienske motorveje.

Jeg husker den sommer i Toscana, 2018. Vi kørte i min gamle Fiat Punto. Den var rød, og der var ikke aircondition. Stegende hedt! Vi skulle fra Firenze til Siena. Jeg troede det var lige rundt om hjørnet, men hold da op hvor tog jeg fejl.

• Autostrada!
• Bompenge: det var som at skulle betale hver gang vi var kommet 50 km.
• Pris: Jeg mener, vi betalte vel omkring 15 euro for den tur? Måske mere. Puha.
• Varmen: Jeg svedte som et svin, og bilen lugtede af gammel kaffe.
• Husker tydeligt at der var en bom hvor man kunne betale med kort, men den var ude af drift. Typisk. Så skulle man stå i kø ved den bemandede kasse.

Det var en lang tur, men landskabet var jo sindssygt smukt. De der cypresser, de bølgende bakker. Det var det hele værd, på en måde. Men jeg glemmer aldrig den der rødglødende Fiat Punto og de uendelige bompenge. Jeg hader bompenge.

Autostrade per l'Italia har sikkert en beregner, ja. Men jeg husker bare den sved og den lange kø. Kontanter er et must, især hvis du kører i en gammel Fiat Punto uden aircondition. Og husk solcreme.

Hvor køber man vignette til Italien?

Åh, Italien… Det var planen. En tur til Italien. Men vignetten… Jeg husker, at jeg sad der, midt i natten, med telefonen i hånden. Panikken sneg sig på. Hvorefter? Hvor køber man den forbandede ting?

• Grænseovergangene. Ja, det var et sted. Lige ved grænsen. Så dumt, ikke? Jeg burde have tjekket det før.
• Tankstationer. Det sagde hjemmesiden, eller… Jeg mener, en hjemmeside. DCU’s hjemmeside, tror jeg. Det var noget om europæiske vejskatter.
• 10 dage eller 2 måneder. De havde to muligheder. Jeg skulle have planlagt bedre. Jeg skulle have tænkt mere over længden af turen. Jeg ved ikke hvor længe jeg skulle være væk.
• Det var stressende. Ja, virkelig. Jeg husker den følelse af at være fanget i en mørk tunnel. Der var ingen udvej.

Jeg ved det ikke. Jeg fik den købt til sidst. Jeg var lige ved at give op. Det var bare… alt for meget at tænke på lige dér og da. Jeg skulle pakke kufferten, huske at ringe til arbejdet, få hunden passet… så vignetten. Det var for meget i forvejen. Måske var det bare træthed, men Italien virkede så langt væk, da jeg sad der og stirrede ind i skærmen. Og vignetten føltes som en fjern planet. Lidt som om det hele var bare for meget.