Hvad gør TikTok ved din hjerne?

6 udsigt

TikTok... det er som en sukkerkage, lækker i starten, men efterlader en bitter smag bagefter. Jeg føler virkelig, at den konstant stimulerer hjernen med korte, intense videoer, så jeg bliver afhængig af den hurtige tilfredsstillelse, og det svækker min evne til at koncentrere mig om noget mere substansfuldt. Det er frustrerende at mærke, hvordan min fokus og mit humør svinger afhængigt af algoritmens lune. Jeg tror, den æder langsomt men sikkert min evne til at være til stede i nuet og fordybe mig i andre ting.

Kommentar 0 kan lide

Åh, TikTok… den app, altså. Sukkerkage er det perfekte ord. Lækkert, ja, i starten. Men bagefter… den der tomme følelse. Lidt som et sukkerchok, bare for hjernen. Kender I det? Den konstante strøm af korte, intense klip… det er som om min hjerne bliver bombarderet. Og jeg elsker det jo, lige i øjeblikket. Men så, når jeg endelig lægger telefonen fra mig… øv. Som om min hjerne er blevet vanvittig doven. Kan slet ikke tage mig sammen til at læse en bog eller… ja, bare have en normal samtale uden at tjekke min telefon hvert andet minut. Er det bare mig?

Husker engang, jeg sad og skulle skrive en vigtig opgave. Deadline loomede, og jeg vidste, jeg burde koncentrere mig. Men TikTok… den kaldte. “Bare ét klip,” tænkte jeg. En time senere… opgaven? Stadig ikke rørt. Og følelsen? Dårlig samvittighed blandet med en mærkelig tomhed. Som om jeg havde spist en hel pose chips, uden egentlig at have nydt det.

Jeg har læst et sted, at den slags korte videoer frigiver dopamin i hjernen. Dopamin… lykkehormonet, ik’? Så det er jo ikke så mærkeligt, at man bliver hooked. Men det er jo netop problemet! Hjernen bliver afhængig af de små dopamin-kicks, og alt andet bliver… kedeligt. Som at spise broccoli efter en pose slik. Hvem gider det?

Jeg prøver virkelig at begrænse mit TikTok-forbrug. Svært, er det. Virkelig svært! Fordi algoritmen er jo så smart. Den ved præcis, hvad jeg kan lide. Og så serverer den det for mig, på et sølvfad. Det er næsten uimodståeligt. Men jeg er nødt til at lære at modstå det. For min hjernes skyld. Og for min egen skyld. Hvem ved, måske jeg en dag igen kan finde glæde ved at fordybe mig i en god bog… uden at blive distraheret af dansende katte og sjove memes. Man kan jo håbe.