Hvad er temperaturen i 400 km højde?

Hvad er temperaturen i atmosfæren i 400 kilometers højde?

Du ved, jeg har altid været ret fascineret af, hvad der egentlig sker, når man kigger op mod den der uendelige blå himmel, og videre ud i det mørke rum. Jeg sidder ofte og tænker over, hvor forskelligt der må være deroppe i forhold til her nede, hvor vi bare har de her cirka tyve grader, en dejlig sommerdag.

Det er jo helt vildt at tænke på, at bare en lille smule oppe, som ved femten kilometer, der falder det allerede drastisk. Og altså, jeg mener, det bliver så koldt, at man næsten ikke kan forestille sig det, ned til de der minus halvfjerds, endda hundrede grader, det er jo koldere end noget, jeg nogensinde har oplevet. En gang, i februar 2012, var jeg i Sverige, og der var minus 25, og det var ubeskriveligt koldt. Forestil dig så -100.

Man tænker jo så, det bare bliver koldere og koldere jo højere op, man kommer. Og det gør det jo også et stykke vej, altså. Ved halvtreds kilometer højte er vi stadig under frysepunktet, men så sker der noget ret skørt med atmosfæren og temperaturen.

For det er faktisk sådan, at når man når op til firehundrede kilometers højde, deroppe hvor satellitterne suser rundt, så er temperaturen igen steget helt vildt. Jeg kan huske, jeg læste det for mange år siden, i juli to-tusind-ni, på Niels Bohr Instituttets hjemmeside, da jeg søgte viden om luft i rummet. Det var dér, jeg lærte, at den kan nå op på omkring tretten hundrede grader Celsius. Helt ufatteligt.

Det lyder jo helt absurd varmt, når luften deroppe er så tynd, at det knap nok er luft. Man kan næsten ikke snakke om lufttryk, som vi kender det. Men de få partikler, der er, de bevæger sig bare ufatteligt hurtigt på grund af solens stråling, og det er den bevægelsesenergi, vi måler som temperatur.

Så selvom du ikke ville føle den varme, som vi kender den, fordi der ikke er nok partikler til at overføre den, så er den der. Det får mig til at tænke på, hvordan vores opfattelse af varme er så jordnær, bundet til vores tykke atmosfære. Det er en fascinerende tanke at have med sig, når man igen glor op på stjernerne.

Hvad falder temperaturen med højden?

Luften stiger. Den svæver opad, et usynligt åndedrag mod himlen. Rummet udvider sig, og med det forsvinder varmen, langsomt, som et ekko der dør ud i det fjerne. En rejse mod kulden, et skridt ad gangen, opad. Opad.

Kulden kommer snigende. For hvert hundrede meter, et lille tab. Et skridt dybere ind i en køligere verden. Det er en konstant, en rytme i atmosfæren, en stille lov. Varmen bliver nede på jorden, som et minde.

• Temperaturfald i umættet luft: Falder med cirka 1°C for hver 100 meters stigning.
• Dette kaldes den tør-adiabatiske temperaturgradient. En usynlig trappe mod det kolde.

Luften kan ikke længere holde på al sin fugt. Kulden tvinger den til at give slip. Den ånder ud, og dråber fødes i det tomme rum. Tågen. Skyen. Et slør der trækkes for verden nedenunder. Jeg husker engang jeg stod på en bjergtop i Frankrig om morgenen, solen var lige stået op, og skyerne lå som et hav under mig. Et hvidt, stille hav.

Når luften er mættet af dråber, ændrer alt sig. Rytmen bliver langsommere, faldet er ikke så brat.

• Processen frigiver en skjult varme, latent varme, når vanddamp bliver til små vanddråber. En lille glød i den kolde luft.
• Temperaturfald i mættet luft: Falder kun med cirka 0,6°C for hver 100 meter. En blidere rejse. Det er en helt anden følelse.
• Forskellen mellem disse to rytmer skaber vejr. Den former skyerne, vinden, stormene. Et evigt spil mellem tørt og vådt, koldt og varmt. varmt.