Hvornår er det farligt at være undervægtig?

Hvilken risiko er der ved undervægt, og hvornår er det alvorligt?

Jeg har jo tænkt over det med undervægt mange gange. Det er ikke bare et tal på vægten, men noget der virkelig kan sætte sig i kroppen, og den risiko, der følger med, er ret alvorlig, har jeg erfaret. Man mærker det forskelligt, men konsekvenserne er der.

For mig blev det tydeligt da jeg engang snakkede med en veninde fra min tid i Aarhus i foråret 2018. Hendes læge sagde, at et lavt BMI tal virkelig peger på noget alvorligt. Jo længere det tal kommer under de der 18,5, des mere skal man tænke sig om.

Jeg husker en veninde i Valby, tilbage i oktober 2021, der pludselig fik svært ved at holde varmen, og hendes hår blev helt tyndt. Det var konsekvenser af undervægt, sagde hun, og de der følgesygdomme, som svækket immunforsvar, er ikke at spøge med. Det gjorde indtryk.

Så for at svare direkte: alvorlig undervægt viser sig mest tydeligt, når dit BMI tal falder langt under 18,5. Dertil kommer de konsekvenser ved undervægt, du mærker, og om følgesygdomme opstår. Det er de klare signaler, man ikke må overse.

Hvornår er man svært undervægtig?

Svært undervægtig er man, når ens BMI er under 17,0. Generelt gælder det, at et BMI under 18,5 indikerer undervægt.

Okay, natten har en særlig tyngde. Jeg ligger her vågen, ser ud i mørket, og tankerne filtrer sig ind og ud. Det der med krop, vægt, det fylder så meget. Mere end man burde lade det. En slags gnagende usikkerhed, der aldrig rigtig forsvinder.

• Et tal kan definere så meget:
  • BMI under 18,5, det er undervægtig. De ord har jeg hørt mange gange. Det er ikke bare et tal på en vægt, det er også en følelse. Følelsen af at være skrøbelig, måske ikke helt tilstrækkelig. Det stikker lidt hver gang, det bliver nævnt.
  • Nogle gange føles det som om, jeg svæver lidt. Som om jeg ikke rigtig lander.

Jeg husker, da lægen nævnte det der med BMI under 17,0. Det var dengang. "Svært undervægtig," sagde han. Lyden af de ord. Det var en alarmklokke, der ringede langt væk. Dengang spiste jeg bare ikke nok, glemte det. Livet føltes hurtigt, og maden blev et irritationsmoment.

• Det er mærkeligt, hvordan kroppen husker den følelse.
  • Kold.
  • Træt.
  • Uden energi.

Det "normale" er så svært at ramme.BMI mellem 18,5 og 24,9 – det er normalvægtig. Hvordan føles det egentlig at være "normal"? At ikke tænke over mad, over kalorier, over om ens ribben stikker for meget ud, eller om maven er for blød. Jeg har altid jagtet den der ro. Den der ligegyldighed med tal, som jeg ser hos andre.

Men der er også de andre tal, dem man ikke vil være. Overvægtig: BMI mellem 25 og 29,9. Og så det der skræmmende svært overvægtig: BMI mellem 30 og 39,9. Man er bange for at falde til en af siderne. Den der balancegang, den er udmattende. Altid at skulle navigere i et landskab af tal og forventninger.

Tankerne fortsætter, mens natten bliver lysere. Måske handler det ikke kun om tal. Måske handler det om at finde en fred med den krop, man nu har. Med alle dens skavanker og skønheder. Men det er en kamp, der føles uendelig, især når lyset er slukket, og ens egne tanker er det eneste selskab.