Hvor længe kan man gå med hjertesvigt?

Hvor længe kan man gå med hjertesvigt? Åh, det spørgsmål… det rammer mig lige i maven, hver gang jeg tænker over det. Det er som en knude af frygt og forhåbning, der snører sig sammen indeni. Kan man overhovedet sætte en tidsfrist på sådan noget? Som at spørge hvor længe en sommerfugl lever – nogle få dage, andre flere uger. Med hjertesvigt, det er ligesom… ligesom at sejle på et oprørt hav, ikke? Nogle dage er vandet stille, solen skinner, medicinen virker, og man kan næsten glemme, at man er syg. Andre dage… åh, andre dage er det stormvejr. Bølgerne slår ind over én, og man kæmper bare for at holde hovedet over vandet.

Jeg husker min onkel, han levede med hjertesvigt i næsten ti år. Ti år! Det føltes som en evighed dengang. Han passede sin medicin, spiste sundt, og han var altid positiv. Han sagde altid: “Hver dag er en gave.” Og det var det virkelig for ham. Han fik set sine børnebørn vokse op, han rejste, han levede livet, på trods af sygdommen. Men så var der min nabo, hun… hun var ikke så heldig. Sygdommen ramte hende hårdt og hurtigt. Det var bare… uretfærdigt. Det minder én om, hvor skrøbelig livet er.

Lægerne, de siger jo, at det er forskelligt fra person til person. At der ikke er et facit. Og det er jo både frustrerende og… på en måde trøstende. Frustrerende, fordi man jo gerne vil vide. Man vil gerne have en dato, en tidsramme, noget at forholde sig til. Men trøstende, fordi det betyder, at der er håb. At det ikke er en dødsdom. At man stadig kan leve, stadig kan opleve glæde, stadig kan… ja, bare være.

Jeg har læst et sted – jeg kan ikke huske hvor, måske i en avis eller på nettet – at den gennemsnitlige levetid efter diagnosen kan variere enormt. Tal og statistikker, det kan føles så koldt og upersonligt. Men bag hvert tal er der jo et menneske, et liv, en historie. Og det er det, der betyder noget. Ikke tallene, men menneskene. Så hvad gør man? Man lever. Man lever hver dag, som om den var den sidste. Man tager sin medicin, man lytter til sin krop, og man… man elsker dem, man har kær. Det er vel det eneste, vi kan gøre, ikke?