Hvem bliver mest ramt af kræft?

Det her med kræft, det er jo bare… uretfærdigt, ikke? Jeg tænker ofte på det. Hvem rammer det egentlig hårdest? Ældre, siger statistikkerne. Og det giver jo på en måde mening, ikke? Kroppen er jo slidt mere, immunforsvaret svækker sig med alderen. Men alligevel… det føles så uretfærdigt.

De siger, at kræft i strube, lunger, luftrør og bronkier er de mest dødelige, især for dem der er 60-79 år, og så de over 80. Jeg har en onkel, han er 72, og han kæmpede med lungekræft. Det var forfærdeligt at se ham lide. Han var altid så aktiv, så fuld af liv. At se ham blive så svækket… det knuste mig. Man tænker: Hvorfor ham? Hvorfor lige ham?

Tal kan jo ikke helt beskrive det, vel? De siger, at dødeligheden er faldet lidt, fra 297 til 277 pr. 100.000 mellem 1996 og 2019. Det er da godt, men 277 er stadig et vildt højt tal. Hvad betyder de tal egentlig for den enkelte person? For min onkel betød de ingenting. Det var ikke et tal, det var hans liv.

Jeg husker min mormor sagde engang, at man skal leve livet fuldt ud hver dag. Det lyder måske lidt klichéagtigt, men hun havde ret. Man ved jo aldrig, hvad der sker i morgen. Og det er endnu mere sandt, når man tænker på hvor mange der rammes af kræft – og hvor mange af dem, der er ældre. Det gør bare sorgen endnu mere intens, synes jeg. For det er jo ikke bare et tal, det er mennesker, der går tabt, familier der bliver revet i stykker.