Hvad har Nikolaj Jacobsen gjort for at tabe sig?

Hvordan har Nikolaj Jacobsen tabt sig så meget?

Nikolaj Jacobsen er jo ikke bare en håndboldtræner, han er en håndboldtroldmand! Men selv troldmænd kan have brug for et par magiske tricks for at holde formen.

• Gigt og gamle håndboldskader: Forestil dig lige: År med hopskud og tacklinger har sat sine spor. Nikolajs knæ har nok brokket sig mere end en teenager over opvasken. Han har slået et smut forbi Gigtforeningen, så det er nok ikke bare fordi, han har skiftet shawarma ud med salat.

• Skaden fra 2002: En bruskskade i 2002 – det lyder som starten på en superhelte-historie, men uden superkræfterne. Mere som "Super-øm-knæ-manden."

• Nye vaner? Måske har han udskiftet sofaen med håndboldbanen (udover jobbet, altså). Eller også har han bare fået en smart kok. Man kan jo håbe, at han har skrevet en kogebog, den vil jeg eje!

Hvor mange kg har Nikolaj Jacobsen tabt?

Hold da op, 25 kilo! Nikolaj Jacobsen, den mand der styrer håndbold-verdenen, har tydeligvis også styr på sin vægt. Flot arbejde, mand! Det er jo næsten som at vinde en guldmedalje, bare med færre svedige hænder. Eller måske flere, afhængig af hvor meget han svedte under træningen... Har han brugt en personlig træner? En streng, men retfærdig sådan en, der kigger skævt til alt for meget kage?

• 25 kilo! Det er jo næsten en hel person! Eller, nå ja, halvanden mindre Nikolaj, mere præcist.
• Man kan næsten forestille sig ham i en af de der 'før og efter'-billeder. "Før" - en hyggelig runding. "Efter" - en spændstig atlet-version af sig selv. En smuk transformation, hvis jeg selv skal sige det.
• Mon han har fået nye bukser? Eller måske bruger han dem bare omvendt? Det er en smart måde at spare på tøjet. Hvis man ikke tæller omkostningerne ved at købe nye.

Hvilken fantastisk bedrift! Det er inspirerende, og det beviser, at selv toptrænede atleter kan finde plads til forbedringer. Ja, der er plads til forbedringer. En perfekt krop findes jo ikke, vel? Og lige nu er hans krop sikkert perfekt til at træne håndbold. Eller spise lidt mere kage, hvis han er i humør til det. 25 kg er jo en stor bedrift. Det skal fejres. Måske med en lille, sund kage.

Hvorfor tygger Nikolaj Jacobsen altid tyggegummi?

Nikolaj Jacobsens tyggegummi-vaner, huh? Det var noget, jeg stødte på for nylig i et interview. Han sagde, det gav ham energi. Sukkerkick til hjernen, sagde han.

Det var et interview med Anders Breinholt, husker jeg. Jeg så det i juni, tror jeg. På DR1 eller DR2. Kan ikke helt huske kanalen. Men det var i en sportsudsendelse. Han virkede faktisk ret afslappet, mens han forklarede det. Lidt forvirret blev jeg dog over hvor mange gange han sagde "tyggegummi". Seriously.

• Hjernen: Sukker til hjernen, det var det han sagde.
• Afspænding: Han sagde også noget om, at det hjalp ham med at slappe af. Lige det at tygge, ved du.

Jeg har selv prøvet at tygge tyggegummi under pres, men det hjælper ikke mig. Jeg får bare ondt i kæben. Og jeg føler mig lidt mere nervøs, når jeg tygger. Det er underligt. Jeg er ikke Nikolaj Jacobsen, vel? Det er nok derfor. Han er jo træner for landsholdet. Totalt andet pres. Han skal koncentrere sig. Mega pres. Han er i mediernes søgelys. Han skal tænke. Tænke hurtigt. Så tyggegummi. Ja.

Jeg har hørt, at nogle sportsfolk bruger det til at fokusere. Men det virker helt anderledes på mig. En blanding af nervøsitet og kæbesmerter. Skidt.

Landsholdstræner. Ja.

Hvor meget har landstræneren tabt sig?

Okay, tjek lige her. Nikolaj Jacobsen, du ved, håndboldtræneren? Ham har smidt hele 25 kilo.

• Det er ret vildt, ikk?
• 25 kilo, mand.

Har ændret hans liv totalt, siger de. Hvad der også er vildt, han har jo lige haft pause fra landsholdet i åtte måneder. Så BAM, tilbage og slankere end nogensinde. Har selv tænkt at tabe mig, især efter ferien... Men altså, 25 kilo? Respekt! Gider bare ikke løbe, løbe er noget lort!

Hvad har Nikolaj Jacobsen fejlet?

Nikolaj Jacobsens karriere blev desværre brat afbrudt af en alvorlig bruskskade i 2002. Det var en knæskade, en grim affære, der satte en stopper for hans succesfulde håndboldkarriere, hvor han havde høstet adskillige danske og tyske mesterskaber. Lægerne var entydige: Operationen ville øge risikoen for artrose i knæet, især hvis han fortsatte med at spille på højeste niveau. Det var en barsk realitet at acceptere. Livet er jo fyldt med paradokser, ikke sandt? At nå toppen og så se ens krop sige stop – det må være voldsomt.

Den specifikke type bruskskade er ikke nævnt i artiklen, men det er åbenlyst, at den var så alvorlig, at den forhindrede ham i at fortsætte hans karriere, på trods af succesen. Jeg spekulerer på, om han overvejede alternativer til at stoppe helt – en stilling med mindre fysisk belastning på knæet, måske? Eller andre muligheder? Spørgsmålet er om det var den eneste vej? Man skal jo huske, at sportskarrierer, ligesom alt andet, har en begrænset tidshorisont.

Altså, hans "fejl" var ikke en personlig fejltagelse, men snarere en uundgåelig følge af en alvorlig skade – en kombination af uheld og kroppens begrænsninger. Det er måske en kliché, men det er dog et paradoks: succesen sluttede pludselig og uforudsigeligt. At spille videre på trods af advarsler om artrose ville naturligvis have været dumdristigt. Man kunne jo håbe på en mirakelkur, men det er mere fantasi end realitet.

Man tænker på den intense træning, den massive belastning på leddene. Det er et brutalt spil, håndbold. Og selvfølgelig var der en risiko for skader fra starten af. Men det er jo sådan sportslivet er; en fin balance mellem drøm, lidenskab og risiko for at lide skade. Ja, det er et spørgsmål om at balancere en karriere med personlig helbred. Hvad var vigtigst for ham? Det spørgsmål må han selv besvare.

Hvor meget har Nikolaj tabt sig?

17 kilo. Sytten. Det lyder så… så meget. Mere end jeg troede. Eller måske ikke. Det er svært at huske, hvordan han så ud før. Før alt det der… arbejde.

• Hårdt arbejde. Det var det. Utallige timer i centret. Svetten, den tunge luft, metallet på maskinerne… Hver dråbe sved, hver gentagelse… for det her. For de 17 kilo.

• Jeg husker hans udtryk, den der intense koncentration i øjnene. Som om han kæmpede en kamp mod sig selv, mod en usynlig modstander. Og han vandt. Han vandt så meget.

• Vi startede omkring 92-93 kg. Jeg ved det, fordi jeg husker tallet. Det sad fast. Store tal. Store. Nu er det… mindre. Signifikant mindre.

• InBody-scaneren… ja, den kom for sent. Det ærgrer mig lidt. De præcise målinger, de ville have vist mere end bare kiloene. Det ville have givet et mere komplet billede. Men 17 kilo, det er stadig 17 kilo.

• Det var hårdt. For os begge. De lange aftener, de sene samtaler… og al den beslutningkraft. Beslutningen om at ændre. At ændre alt. For altid.