Er jeg ved at blive psykisk syg?

Er jeg ved at blive sindssyg? Det spørgsmål har spøgt i mit hoved i uger nu. En ubehagelig, knugende følelse, som en tung dyne over sjælen. Uforklarlig angst, der sniger sig ind, som en ubuden gæst, og bare…bliver. Vedvarende træthed, så jeg nærmest slæber mig gennem dagene, som en gammel, rusten maskine. Og sorgen… den intense, uforståelige sorg, der bare hænger der, en konstant ledsager, uden at jeg helt ved hvorfor.

Husk du den gang, min søster Anne døde? Jeg havde troet jeg havde bearbejdet det, men denne konstante træthed, den føles…lignende. En tomhed, der nærmest er fysisk. Og angsten? Den er ny. Jeg har altid været lidt nervøs af natur, men dette her… dette er anderledes. Mere intensivt. Som en konstant, lavfrekvent summen i baggrunden af min bevidsthed.

Jeg har læst, at sådan noget kan være symptomer, ikke? Jeg har googlet det. Jeg ved det er dumt, jeg ved det. Selvvurdering er jo ikke tilstrækkeligt, men det er svært ikke at søge svar. Man læser om alt muligt, og pludselig matcher man alt. Og så tænker man: "Gud, er det mig?"

Men, og her er det vigtige, jeg ved også, at der er et hav af årsager til sådant her. Stress? Ja, absolut, mit job har været vanvittigt hektisk i det sidste år. Søvnmangel? Selvfølgelig. Hvem har tid til ordentlig søvn, når man skal jonglere arbejde, familie og…alt muligt andet? Men er det kun det? Eller er der mere?

Det er derfor jeg tror, det er vigtigt at tale med en professionel. En læge eller psykolog, der kan kigge på det hele, og ikke bare mine google-søgninger. For det er jo bare skræmmende at forestille sig, hvad det kunne være. Jeg tror ærligt, jeg skal ringe til lægen. I morgen. Ja, i morgen, helt sikkert. Det er en aftale, jeg laver med mig selv, nu. Fordi jeg fortjener at få ro i sindet. Og forhåbentlig en forklaring.