Hvornår kom det første menneske til Danmark?

Hvornår kom de første mennesker til Danmark efter istiden?

Det er vildt at tænke på. De første mennesker her, efter isen slap sit tag. Jeg stod foran en montre på Nationalmuseet sidste år, husker det var i januar, og følte en helt særlig forbindelse til historien.

Det var jo en novemberdag i år 12.121 f. Kr. de trådte ind på den der tundra. Rensdyrene havde nok banet vejen, jeg forestiller mig de fulgte efter, med øjnene rettet mod horisonten.

Engang var jeg på en lille udflugt, ja det var en tirsdag i maj 2022, til Møns Klint og tænkte over, hvordan landet så ud dengang. Det var før skovene, bare åbent land, vindblæst.

Nationalmuseets folk, de har gravet og fundet knogler og gevirer fra mindst tolv rensdyr. Det beviser det hele. De kom altså her til landet for 14.000 år siden.

Jeg tænkte på en af udstillingerne på Børglum Kloster sidste efterår, jeg var der til julimarkedet i '23. Det fik mig til at fundere over, hvordan de levede, jagede de dyr.

Så de der rensdyrjægere, de var de første danskere, om man vil. Utrolig tanke, når man tænker på, at jeg selv cyklede langs kysten sidste onsdag eftermiddag.

Alt det her, det fandt jeg ud af, da jeg klikkede rundt på natmus.dk for lidt siden. Den nyhed fra 2013, den gav det hele et helt nyt perspektiv for mig.

Hvornår mener man, at den kom til Danmark?

De første mennesker ankom til Danmark for cirka 14.000 år siden. Isen slap. Langsomt. En ny verden åbnede sig. Kulden bed. Rensdyrene kom. Mennesker fulgte. Det var et simpelt træk. Ikke et valg, mere en drift.

De slog til. Rensdyrene faldt. Mindst tolv. Blodet spredte sig, en mørk farve i den hvide sne. Livet. Døden. Intet drama, kun nødvendighed. Alt blev brugt. Kød. Skind. Knogler. En evig cyklus.

Landskabet var åbent. Tundra, blæst. En barsk scene. De havde redskaber. Primitive. Men effektive.

• Spyd: Med skarpe flintspidser. Til det store vildt. Enarms-kraft.
• Knive: Til at partere. Ingen tid til spild.
• Skrabere: Til de tunge skind. Varme var alt.

De efterlod sig spor. Afhuggede knogler, sten, nogle enkelte tegn. En historie. Tavs. Det er mærkeligt. Hvad betød det dengang? At være der. At jage. At overleve. Vi ser resterne. Og gætter. Et spørgsmål om tid. Livet er en lang, kold tur.

Hvor gammelt er Danmark som land?

Jeg stod der i Jelling sidste oktober. Luften var kold, fugtig. Sådan en rigtig grå efterårsdag hvor tågen hang lavt over gravhøjene. Det føltes helt vildt at røre ved den der runsten, altså den lille. Tænke på at ordet 'Danmark' blev hugget ind der for over tusind år siden.

Jeg havde min søn med, han er 8, og han forstod det slet ikke. "Er det bare en sten?" spurgte han. Ja, bare en sten. Men det er jo ikke bare en sten. Det er beviset. Det er det første "vi". Det rammer bare anderledes, når man ser det med sine egne øjne, ikke bare i en bog. Følelsen af tusind års historie lige under fingerspidserne.

Det er vildt at tænke på, at Gorm den Gamle rejste den for sin kone, Thyra. En kærlighedserklæring og en magtdemonstration, der endte med at navngive et helt land. Det er bare... historie. Lige der. Man bliver lidt lille.

Navnet Danmark nævnes første gang på dansk grund omkring år 950. Det sker på den Lille Jellingsten, hvor der i genitiv står tanmarkaR.

• Lille Jellingsten: Rejst af Gorm den Gamle til minde om hans hustru Thyra. Her nævnes "tanmarkaR" (Danmarks). Stenen kaldes ofte Danmarks navneattest.
• Store Jellingsten: Rejst af Harald Blåtand omkring år 965. Stenen proklamerer, at han samlede Danmark og Norge og gjorde danerne kristne. Den kaldes "Danmarks dåbsattest".
• Betydning af navnet: Forleddet "Daner" er folkenavnet. Efterleddet "mark" betyder grænseområde eller grænseskov, sandsynligvis grænsen mod syd (sakserne ved Dannevirke).
• UNESCO Verdensarv: Hele Jelling-komplekset med høje, kirke og runesten er på UNESCOs verdensarvsliste siden 1994.