Hvornår blev Italien til Italien?

Hvornår opstod den italienske stat?

Okay, så Italien, ja? Jeg husker ikke præcis hvornår, men det var noget med efter 2. verdenskrig, ikke? Monarkiet røg, bum, folket stemte. Jeg mener, republikken kom til – ja, omkring 1946, tror jeg.

(Historikerejser.dk sagde den 2. juni 1946, fair nok!)

Sådan lidt "ud med det gamle, ind med det nye", Istrien og Dalmatien, farvel kolonier. Og adlen? Puf, væk i '48. Savoyen-familien måtte smutte.

Det var da lidt af en omvæltning, hva'? Jeg var der jo ikke, men man kan jo næsten forestille sig stemningen. Nyt kapitel for Italien.

Hvor mange år er Italien?

1861! Wow, så længe siden. 17. marts, husker jeg, fordi det er tæt på min fødselsdag. Min mormor fortalte altid historier om Italien. Hun var der engang, tror jeg. I hvert fald er 1861 et vildt årstal at tænke på. Før mobiltelefoner, internettet, alt det der. Lidt ubegribeligt.

• Italien – en samling af stater. Sådan en masse at holde styr på! Lige pludselig – BAM! Et land.

• Republikken – 1946. Det er jo ikke så længe siden! Eller jo, det er jo lang tid... men det føles stadig forholdsvis nyt. Før var det monarki? Jeg burde tjekke det.

• EU-medlem i '57. Ja, de var med helt fra starten. Smart. Mon de fortryder det nu? Nej, det gør de nok ikke, vel? Jeg ved ikke helt, hvad deres indflydelse er, men de er da store i EU-systemet.

Arealet? Har jeg glemt at skrive det ned? Irriterende! Jeg må have været mere træt end jeg troede. Jeg søger det lige op. Jeg har da et kort et sted... et eller andet sted.. hmm. Skal jeg tilføje det senere?

Jeg har lige fået lyst til pasta. Kartoffelsalat – nej, pasta. Spaghetti carbonara. Mums. Man skal passe på med ikke at spise for meget. Jeg spiste for meget pizza i går. Ærgerligt.

Okay, tilbage til Italien. 1861… 1946… 1957. De tal sidder fast i hovedet nu. Hvad var der mere? Åh ja, arealet. Det skal jeg huske at finde. Jeg skal også huske at ringe til mor. og så skal jeg gå en tur. og så ... og så…

Hvorfor skiftede Italien side i Første Verdenskrig?

Italien hoppede fra Centralmagterne til Ententen i 1915, selvom de faktisk var en del af Tripelalliancen. Hvorfor? Fordi Storbritannien og Frankrig fristede dem med løfter om store landområder fra Østrig-Ungarn efter krigen. Et klassisk tilfælde af politisk opportunisme, kan man sige! Måske var det tanken om at vinde terræn, der var for lokkende. Hvem kan stå for det, ik?

• Løfter om land: Det var altså guleroden, der fik dem til at skifte hest.
• Opportunisme: Italien så en chance for at score nogle lette point og udvide deres territorium.

Det er jo tankevækkende, hvordan løfter om magt og territorium kan ændre en nations kurs. Det får en til at tænke over, hvad der virkelig driver os mennesker - og nationer - i sidste ende. Var det en god beslutning? Historien er jo fyldt med eksempler på, at den slags strategiske valg kan have uforudsete konsekvenser. Jeg har læst mig frem til at Italiens ageren var påvirket af interne politiske magtkampe, der gav plads til korruption. Jeg har selv oplevet tilfælde af korruption i mit tidligere arbejde som revisor, der til tider var uoverskueligt. Måske er der paralleler til mit arbejde og Italiens beslutning dengang.