Hvem kan få kørsel med flextrafik?

Flextrafik… hvem kan egentlig få lov til at bruge det? Det har jeg spurgt mig selv mange gange. Jeg kender en dame, fru Jensen, der har en voldsom gigt, næsten lammende, hun kan næsten ikke gå. Kan hun få Flextrafik? Det burde hun jo. Men systemet… ah, systemet!

Det står der jo sort på hvidt: Svær bevægelseshæmning, ja. Det dækker vel fru Jensen? Men så er der også omfattende synshandicap. Min onkel, han er blind, han bruger det. Det giver jo mening, det er jo essentielt for ham at kunne komme rundt.

Demensdiagnose… det rammer jo så mange, og så mange forskellige måder. Min farmor, gudskelov, fik aldrig brug for det, men jeg ved, hvor svært det kan være for demente og deres familier. En kæmpe hjælp, at kunne få dem transporteret sikkert og trygt.

Erhvervet hjerneskade… uff, det er et så bredt begreb. Jeg tænker på alle de unge, der har været ude for ulykker, måske på cykel, måske i trafikken… det er forfærdeligt, at de så også skal kæmpe med at få den nødvendige transport.

Så står man der, med sine problemer, og en liste med punkter. Passer man ind i en af de kasser? Det er jo ikke altid så let at se. Hvad med de gråzoner? Hvad hvis man ikke har en “officiel” diagnose? Det føles lidt som et lotteri, ikke? Som om man skal “bevise” sin lidelse for at få den hjælp, man reelt har brug for. Det er ikke altid nemt, kan jeg fortælle dig! Især ikke, når man i forvejen føler sig skrøbelig eller hjælpeløs.