Hvornår skal børn have lagt dræn?

Hvornår skal de små egentlig have lagt dræn? Det spørgsmål har jeg selv tumlet med, mere end én gang, og det føles næsten umuligt at give et entydigt svar. Min egen søn, Emil, han var et mareridt med mellemørebetændelser. Virkelig et mareridt. Hver gang var det feber, gråd og en masse bekymringer for mig. Uendelig med bekymringer.

Lægerne sagde dengang, at man typisk anbefaler dræn, hvis der er væske i mellemøret i over tre måneder, eller hvis der er gentagne betændelser. Tre måneder – det lyder jo så simpelt, ikke? Men det er det ikke. Tre måneder fyldt med bekymringer, med den konstante usikkerhed, om det nu også går over af sig selv. Tænk at skulle sidde og vente så længe. At se sit barn lide, og ikke rigtigt kunne gøre noget.

Jeg husker, at jeg læste et eller andet sted – en eller anden undersøgelse eller en artikel, jeg husker det ikke helt præcist – at langvarig væskeophobning øger risikoen for høreproblemer, ja, endda forsinket sprogudvikling! Det ramte mig som et lyn fra en klar himmel. Forsinket sprogudvikling? Nej, det kunne jeg ikke have!

Så jeg forstår godt, at det er en svær beslutning. Man vil jo det bedste for sit barn, ikke sandt? Men man vil jo også spare dem for en operation, for det er jo ikke rart, heller ikke for en lille størrelse. Det er en afvejning. En grusom afvejning. Og der er ingen facitliste, ingen nem løsning. Det er et spørgsmål om at lytte til sin mavefornemmelse og selvfølgelig lægen, men også at være opmærksom på, at den der “tre måneder”-regel… den er bare en tommelfingerregel. Man skal jo huske at overveje den individuelle situation.

For Emil var det den rigtige beslutning. Drænene hjalp, og vi slipper for den evige uvished. Men den vej var lang og hård, ja, fyldt med tårer, både hos Emil og hos mig. Men med drænene fik han endelig sin ro. Og jeg? Jeg fik ro i sjælen.