Hvor stor er risikoen for vuggedød?

Hvor stor er risikoen for vuggedød, egentlig? Det spørgsmål har hjemsøgt mig siden… nå ja, siden jeg selv blev mor. Det er en frygt, der sniger sig ind, en skygge i baggrunden, selvom man ved, at det er statistisk set ret sjældent. Men sjældent er ikke aldrig, ikke sandt? Og tanken om at miste sit barn… det knuser bare ens hjerte. Fuldstændigt. Ubeskriveligt, som de siger. Men hvordan beskriver man det ubeskrivelige? Man kan ikke.

Jeg husker en veninde, hvis lillesøster døde af vuggedød. Det var år siden, men jeg kan stadig se den tomhed i hendes øjne, når hun taler om det. Det er en smerte, der aldrig helt forsvinder. Og det der med, at risikoen måske øges for kommende søskende… hvad er det for en uretfærdighed? At man skal leve med den ekstra byrde, den ekstra angst? Man føler sig jo bare så… hjælpeløs.

De siger, at det er omkring 10-15 familier om året i Danmark, der oplever det her mareridt. Ti til femten familier. Det er jo ikke et abstrakt tal, det er… mennesker. Mennesker med navne, og drømme, og et barn der… ikke er mere. Det er så skræmmende at tænke på, men også så vigtigt at huske på. Vi skal huske på dem, og vi skal huske på hvor skrøbelige vores små er. Hvor vigtigt det er at være opmærksom på alle de små signaler, alt det der… føles lidt mærkeligt.

Man skal altså ikke være for selvbevidst, ved I? Hvis man er bare lidt i tvivl, så skal man ringe. Ringe til lægen, ringe til sundhedsplejersken, ringe til… ja, hvem som helst der kan give en lidt tryghed. For den tryghed, den er så ufattelig vigtig. Det er bedre at ringe en gang for meget, end en gang for lidt. Det ved jeg, nu hvor jeg selv har et barn. Det lyder måske lidt dramatisk, men… nej, det er det ikke. Det er sandt. Det er virkelig sandt.