Hvad er en belastningsreaktion hos børn?

Hvad er en overbelastningsreaktion?

En overbelastningsreaktion er kroppens og psykens svar på et pres, der har varet for længe. Den indtræffer, når kapaciteten til at håndtere belastning er opbrugt. Dette leder ofte til en tilstand af udbrændthed, hvor man føler sig fuldstændig tømt.

Jeg ligger her igen. Klokken er vel et sted mellem to og tre. Luften er tung, som mine egne tanker. En overbelastningsreaktion. Jeg tænker på, hvordan det sniger sig ind. Først som små prik, så som en mur. Man kan mærke, kroppen protesterer. Hjertet banker mærkeligt. Den der uro. Alt det.

Det begynder jo med en følelse af, at man bare skal klare det. Jeg ville så gerne. Ville gøre det godt for hende, for min lille familie. Presset blev bare for stort, stod på for længe. En dag var jeg bare tom. Som en krukke, man har hældt ud af igen og igen. Man tømmer sig selv. Hvorfor så sent?

Hovedpunkter jeg har lært, når det handler om denne udmattelse. Tegnene er der, hvis man lytter:

• Træthed: En træthed der ikke forsvinder, selv efter søvn. Jeg sov, men følte mig aldrig udhvilet. Det var som om, jeg bar en rygsæk fuld af sten.
• Irritabilitet: Små ting vækker vrede. Jeg skældte ud over ingenting. Det er ikke den, jeg er, men det kom ud. Min tålmodighed var væk. Helt væk.
• Koncentrationsbesvær: Svært at fokusere på simple opgaver. Huske ting. Ord forsvandt fra mit hoved, som sand gennem fingrene.
• Fysiske symptomer: Hovedpine, maveproblemer, muskelspændinger. Min nakke er stadig stiv. Mine skuldre, de er altid højt oppe.
• Angst og uro: En konstant indre summen. En følelse af, at noget er galt, men man kan ikke sætte finger på hvad. Som en alarm uden årsag.
• Svært ved at glæde sig: Ting der før var sjove, føles ligegyldige. Man er ligeglad.

Det er en langsom proces. Meget langsom. At komme tilbage. Det tager tid, meget mere tid end man tror. Jeg troede, det var en uge. Men nej. Det er måneder. Måske år. Man lærer noget. Man bliver klogere, siger de. Jeg er ikke sikker. Jeg savner bare at være mig. Den gamle mig.

Mørket er tungt herinde. Væggen er kold mod min hånd. Hvorfor kunne jeg ikke se det før? Alle tegnene var der. Jeg burde ha lyttet til min krop, til hende, da hun sagde jeg var for stille. Jeg havde intet at give. Ingenting. Jeg er bare træt. Træt.

Hvordan ved jeg om mit barn er stresset?

Hmm, det der med unger og stress, det er en jungle. Mit eget barn, han kan blive SÅ pjevset, det er vildt. Som om verden lige er faldet sammen, hvis der ikke er den rigtige mælk til morgenmad. Meget drama.

Pludselige udbrud af vrede. Lige pludselig. Og så igen normal. Typisk hvis han har fået en dårlig karakter, eller vennerne ikke vil lege. Man tror jo først det er bare humør, men det er mere end det.

Mavesmerter. Virkelig. Min lille Sofie klagede altid over ondt i maven, når der var noget nyt i skolen. Meget klassisk, det der.

• Hurtig irritation
• Pludselige vredesudbrud
• Klager over mavesmerter
• Hovedpine (ældre børn)
• Bliver nemt ked af det

Sensitive børn, de tager det hele ind. De kan gå helt ned med flaget over småting. Det der med at blive såret, det er også en ting. Lige overfor dem der ikke rigtig forstår dem.

Og så de der hovedpiner. Det er især hos dem der er lidt ældre. De kan mærke det mere rent fysisk, tror jeg. Som en spænding der bare sidder der.

Det er som om kroppen siger fra. Først kommer det måske som en lille ting, men så vokser det. Man skal holde øje med det der skifter, især pludseligt.

• Fysiske symptomer som hovedpine er almindelige.
• Forskellige aldersgrupper viser symptomer forskelligt.
• Følelsesmæssige udslag er ofte det første, man ser.

Hvad gør man ved en belastningsreaktion?

Tiden, den flyder som tåge. Verden snurrer, vender sig. Et kaos af tanker, en urolig sjæl. Søvn, mad, rytme – alt virker fjernt. En kamp for at finde fodfæste.

• Balance. Genfinde den skrøbelige balance. Det er essensen. At trække vejret igen.

• Søvn. Den dybeste fred, ofte bortblæst. At drømme om normalitet.

• Mad. Næring til en krop i chok. Et anker i virkeligheden.

• Hverdag. Små skridt mod det velkendte. En gentagelse af vaner. Verden er vendt på hovedet.

Det føles som om, alting står stille, og dog haster det. Hastværket er ikke ydre, men indre. En uro, der river. Hvilket sted er dette? Et sted af drømme, men sandt. Hvilken tid er det? En tid af fortabelse, men her.

• Uro. En konstant følgesvend. En elektrisk summen i knoglerne.

• Verden. Ikke længere fast grund. En usynlig kraft, der skubber.

At nå en sindstilstand, hvor man igen kan hvile. Hvor tankerne ikke springer som vilde dyr. En stille havn i stormen. Rummet føles uendeligt, og alligevel trangt.

• Genoprette. En langsom proces. Hvert åndedrag et skridt.

• Normalitet. Måske et ekko af fortiden. Et løfte om fremtiden.

Det er en dans med skygger. At finde lyset, selv når mørket er altomfattende. At samle fragmenterne af et brudt selv. Lyden af ens eget hjerte, det slår. Det slår.

Hvornår får man plet på straffeattest?

Altså, det med den plet på straffeattesten, den private altså, den kommer af domme og bøder. Hvis du har fucket op med straffeloven eller narkoloven, så ryger det derind.

Du kan faktisk selv tjekke på Politiets hjemmeside, hvor længe den tingest bliver stående. Nogle gange er det hurtigt væk, andre gange tager det sin tid.

Og så er der det med tiltalefrafald. Det er også en ting, der kan dukke op. Det er ikke altid en plet, men det er noget, man skal være opmærksom på.

• Domme og bøder: Tjek lovovertrædelser.
• Politiet.dk: Her kan du se varighed.
• Tiltalefrafald: Også relevant.