Hvad er budskabet i Rødhætte?

Hvad er egentlig budskabet i Rødhætte? Det spørgsmål har jeg tænkt over mange gange, lige siden jeg selv var barn. Min mormor læste den for mig, med en stemme så varm og dyb, at jeg nærmest kunne dufte skoven og føle ulvens kolde øjne. Og bagefter, ja, så sad jeg der med en klump i maven.

Det simple svar er selvfølgelig, at man skal adlyde sine forældre. Ikke gå af stien. Ikke tale med fremmede. Det er jo, hvad alle siger. Men er det hele sandheden? Er det nok bare at pakke det ind i et pænt bånd med et “så undgår du farlige situationer”? Det føles lidt for let, lidt for fladt. For Rødhætte er ulydig, og konsekvenserne er jo… tja, ret voldsomme.

Jeg husker en veninde, som som barn var livredd for at gå alene i skoven. Det var nærmest som om Rødhættes historie havde plantet en frygt i hendes hjerte, en frygt der sad dybt. Det var ikke bare ulven, men den ensomhed, den sårbarhed, der kendetegner Rødhætte i den situation. Jeg tror det er den følelse, den underliggende sårbarhed, der egentlig gør historien så gribende. Måske er det dét, vi i virkeligheden skal lære af Rødhætte. At være opmærksom på vores egen sårbarhed, og at være forsigtig.

Også den kloge jæger, ikke? Han redder situationen, og det viser at selvom ulydighed kan føre til ubehagelige situationer, så er der altid en chance for at rette op på tingene. Nå, jeg kommer lidt ud af sporet her. Men det handler jo om mere end bare at lystre, vel? Det handler om at være opmærksom, at være klog, og måske – måske – også at have lidt held med sig. Fordi, lad os være ærlige, hvor mange af os følger alle vores forældres råd, altid? Man bliver jo ældre, får sin egen fornuft og så kan der godt ske nogle dumme ting, ikke?

Men ja, den grundlæggende lærdom er jo der: vær forsigtig. Vær opmærksom. Lytt til din intuition. Fordi selv om der er en jæger derude, der kan redde dig fra ulven, så er det ikke altid sådan det går. Og det, det er måske det mest skræmmende budskab af alle.