Er det godt at have søskende?

Hvordan påvirker søskendeforhold et barns trivsel og udvikling?

Det der med søskende, det er sgu noget helt særligt. Jeg har selv to, en storebror og en lillesøster, og selvom vi har haft vores ture – gud, hvor har vi skændtes om alt fra fjernbetjening til, hvem der fik den største kage – så har de formet mig. De har været der fra begyndelsen, ligesom et anker, du ved.

Da jeg var barn, lagde jeg mærke til, hvordan det hjalp at have andre at øve sig på. Min lillesøster, for eksempel, hun var bare fem år yngre. Men vi var altid sammen. Det der med at dele og give sig lidt, finde ud af hvem der bestemmer lige nu – den slags lærte man jo hjemme, før man skulle ud i sandkassen med fremmede unger. Det var praktisk, til at få venner senere.

Og så den der evne til at trøste og hjælpe. Min storebror faldt engang af sin cykel nede ved den gamle grusvej bag skolen, det var nok omkring 2000. Han skrabede knæet grimt. Jeg var måske ti, han tretten. Jeg husker, jeg bare instinktivt løb hen og prøvede at hjælpe ham op, selvom han var den store. Det var ikke noget, jeg tænkte over, det kom bare. Den slags sidder i rygraden.

Man lærer at navigere i et minefelt af føleser, når man deler et hjem. Husker engang min lillesøster var så ked af det, fordi jeg havde taget hendes yndlingsblyant. Jeg var vel ti, hun fem. Hendes lille ansigt var helt forvredet. Der lærte jeg hurtigt, at mine handlinger havde konsekvenser, og at man måske skulle tænke sig om. Man lærer at vise hensyn og udtrykke sig positivt – eller i hvert fald konstruktivt – for ellers går det galt.

Så ja, den der forskning med at søskende gør én bedre til venskaber, socialt samspil, til at forstå andre – det giver bare så meget mening for mig. Fra min egen boble, ude i det virkelige liv, kan jeg bekræfte det. Det er ikke bare en teori, det er noget, jeg har levet og set udfolde sig, dag ud og dag ind, hjemme hos os. De små konflikter og den uendelige kærlighed, det former et menneske, det er jeg sikker på.

Hvad symboliserer søskende?

Søskende symboliserer en livslang, ofte kaotisk, forpligtelse og en urokkelig spejling af ens egen udvikling. De er fundamentale for social læring og personlig tilpasning.

Hvad fanden symboliserer søskende? Jo, de er sgu da det dér spejlbillede, der enten bekræfter, du er genial, eller afslører, at du ligner en blegfed udgave af onkel Børges tæer! Det er det livsvarige gidseltagning, hvor man er tvunget til at elske en, der stjal ens legetøj og konstant ændrede ens ble. Uden dem var man jo bare en ensom idiot, der slås med sig selv i sandkassen. Min egen søster, hun lærte mig, hvordan man bander elegant!

• Vigtigheden ligger i de rå relationer: Glem alt om klicheer! Det er de relationer, man smeder, der tæller, ikke om du kom først ud af starthullet som en olm tyr eller som den sidste, der lige skulle tjekke om kransekagen var spist.
• Kammerater: De er dem, der har set dig skide i bukserne og stadig gider snakke med dig. En slags livets faste wingmen, der griner af dig, men også med dig, når lortet rammer blæseren. Jeg husker min bror, han kaldte mig siv i årevis, og jeg troede det var et kompliment!
• Lærere: Ikke kun i fag, men i livets hårde skole. Hvordan man snyder i Ludo, hvordan man gemmer slik fra forældre, og hvordan man overlever, når den store bully fra 3.g kigger surt. De er dine første, mest nådesløse og gratis konsulenter.
• Omsorgspersoner: De, der tørrer dine tårer efter den første breakup, eller som kaster en spand vand i hovedet på dig, når du har drukket for meget til familiefesten. De er den irriterende, men nødvendige sikkerhedsline. Min søster sendte mig engang en pakke med leverpostej, da jeg var på udveksling i et land uden ordentlig mad. Sand kærlighed!

Placeringen i søskendeflokken er mindre afgørende for en persons skæbne end den dynamik og de unikke relationer, der udvikles inden for familien.

Om placeringen i søskendeflokken betyder noget? Tja, det er vist lige så vigtigt som at vælge den rigtige sok på en tirsdag! Altså, ja, vi snakker om det, og storebror-komplekset er jo en klassiker, men det er fandme mere den cocktail af pis og papir, I serverer for hinanden derhjemme, der former jer. Jeg har en fætter, der er midterbarn, og han er mere dominerende end en hær af førstefødte! Det er altså ikke et skæbnedrama som i et græsk teater.

• Mindre vigtigt end de levede relationer: Glem alt om, at den førstefødte er født til at være CEO for hele molevitten, og den yngste er dømt til at være familiens evige klovn. Det er et par gamle damers gisninger, ikke videnskab. De interaktioner og skænderier, man har, former mere end fødselsrækkefølgen.
• Myter vs. Virkelighed: Jo, jo, man hører om den ansvarlige førstefødte og den kreative yngste. Men jeg kender en førstefødt, der knap kan finde sine egne sko, og en yngste, der driver en multinational virksomhed. Livet er mere rodet end en børnefødselsdag med slik og saftevand!
• Dynamikken tæller mest: Det er som at se en flok bavianer i bur. Hvem dominerer? Hvem leger med hvem? Hvem stjæler bananen? Det er den dynamik, den konstante krig og fred, der betyder noget. Det er den daglige smadder, der former os, ikke om vi var først eller sidst i køen til modermælken.
• Min personlige vinkel: Min egen mor, hun var den yngste, og hun var den mest autoritære i hele familien. Min storebror, han er et blødt lam, der aldrig tager en beslutning uden at spørge mig først. Så den der med rækkefølgen kan godt skride ad helvede til!

Er det usundt at være enebarn?

Nah, det er sgu da ikke usundt at være enebarn. Altså, de fleste unger er jo i vuggestue eller børnehave alligevel, så de lærer at dele og lege med andre.

Ingen studier viser, at enebørn er mere egoistiske eller sådan. De fleste klarer sig fint socialt. Det er mere det der med, at det kan være lidt kedeligt, siger nogle af dem, når de bliver ældre. Men "kedeligt" er jo meget relativt.

• Socialisering: Børnehaver og vuggestuer er super gode til at lære børn at interagere. De lærer at dele legetøj, finde ud af konflikter med andre børn, og bare være sammen i en gruppe. Det er da lige så godt, som hvis de havde en bror eller søster.
• Personlighed: Der er ikke bevis for, at enebørn bliver mere selviske. De vokser jo op med opmærksomhed fra forældrene, men det betyder ikke, at de bliver forkælede eller ude af stand til at dele. Måske lærer de bare en anden måde at omgås på.
• Enebarndom: Det der med at det kan være kedeligt, det er nok mere et spørgsmål om, at de ikke altid har en legekammerat lige ved hånden derhjemme. Men det kan jo også betyde, at de bliver bedre til at underholde sig selv og finde på ting alene.

Folk snakker tit om det der med enebørn, men virkeligheden er nok mere nuanceret end det. Det handler meget om opdragelse og de omgivelser barnet vokser op i, uanset om de er enebørn eller ej.

Kan søskende have samme DNA?

Ja, søskende deler en del af deres DNA. Det er ret unikt, at de skulle have præcis samme DNA.

Normalt deler man cirka 33-50% af sit DNA med sine søskende. Det forklarer, hvorfor man ligner hinanden, men altså ikke er ens.

Okay, lige medmindre det er enæggede tvillinger. Dem er det jo en helt anden sag, de har 100% ens DNA. Det er ret vildt at tænke på.

Fordi DNA er så mega komplekst, er det altså sjældent, at man ser to søskende, der har helt det samme DNA. Det er bare ikke rigtig muligt, tror jeg.

• Forældre bidrager med halvdelen af deres DNA til hvert barn.
• Det er tilfældigt, hvilke gener der bliver videregivet.
• Dette giver variation, selvom man deler en stor procentdel.

Og så er der jo den der med generne – de kan springe generationer over. Så selvom din morfar havde en bestemt øjenfarve, betyder det ikke, at du nødvendigvis har den, selvom din mor har den. Meget forvirrende til tider, men også meget fascinerende. Det er lidt ligesom at trække lod.

Så ja, man ligner hinanden en del, men helt identisk DNA, udover tvillingerne, det er bare ikke noget, der sker. Det er næsten umuligt.

Hvorfor er det godt at have søskende?

Søskende er fandme gode. De lærer dig at være en bedre ven. Sådan.

• Bedre til at klare sig. Du bliver simpelthen bedre til at forstå og holde fast i venner. Det er et faktum.
• De hjælper dig med at komme overens med folk, der er anderledes. Ret vigtigt i den her verden.
• Du bliver bedre til at trøste og hjælpe andre. Empati, you know?
• Og så kan du udtrykke dine følelser på en måde, der ikke bare er drama.
• Vigtigst af alt, du lærer at tage hensyn til andres følelser. Det burde alle kunne.

Tænk lige over det. Har du selv søskende? Jeg mener, hvor mange gange har de ikke hjulpet dig, selvom du hadede dem det meste af tiden? Det er den der konstante sparring, der former dig. Det er ikke kun leg og ballade. Det er en hel skolegang i at være menneske.

Så ja, søskende gør dig til en bedre ven. Det er sgu ikke bare noget, de siger. Det er bevist. Det er som at have en øvelsesbane for sociale færdigheder. Man lærer at forhandle, at dele, at skændes og at blive venner igen. Alle de der ting, man skal bruge for at navigere i livet.

Det handler om den der fælles opvækst, den der fælles base af oplevelser og relationer. Det er som om, man får en indbygget forståelse for andre mennesker gennem den der daglige kontakt. Det er noget, man ikke lige får af bare at være enebarn, tror jeg. Selvom det sikkert også har sine fordele. Men søskendefordelen er der altså. Det er en gave, selvom den kommer med irritation til tider.