Kan man undvære mavesækken?

Kan man undvære mavesækken? Det spørgsmål har jeg selv tumlet med, efter… ja, efter det skete. Jeg husker det tydeligt, den ubehagelige følelse, lægen der sagde ordene: “Vi må fjerne din mavesæk.” Det lød så… drastisk. Som at fjerne en del af mig selv.

Ja, man kan leve uden den. Lægen sagde det i hvert fald. Men leve? Det er ikke helt det samme, er det? Man lever, ja, det gør man, men det er ikke som før. Små portioner, ofte. Hver bid skal fordøjes på en helt ny måde. Det er en konstant påmindelse, en lille, gnavende uro i maven – eller rettere, hvor maven plejede at være.

Husk nu på de der kolossale julefrokoster, hvor man bare spiste og spiste og spiste? Glem dem. Jeg har prøvet at spise en enkelt julepølse – og så var det slut. Det var en mærkelig følelse. Lidt trist, lidt surrealistisk. Man føler sig mæt på en… ja, hvordan skal jeg forklare det? En begrænset måde?

Og så vitaminpillerne. B12, sagde de. Hver dag. Resten af livet. Jeg husker min farfar, han glemte dem nogle gange, og så blev han så træt. Uha. Så jeg husker det. Det er bare endnu en ting at huske på, endnu en ting at passe på. En lille konstant prik i bevidstheden om, at alt ikke er, som det plejede at være.

Så svaret er ja. Man kan. Men vil man? Det er et langt mere kompliceret spørgsmål, ikke? Det er ikke bare et spørgsmål om overlevelse; det er om livskvalitet. Om at kunne nyde et godt måltid, uden at føle sig syg og utilpas. Det er et spørgsmål om at vænne sig til en ny normal, en ny måde at være i verden på. Det er en omvæltning, det er det. Og det er en kæmpe omstilling. Og det kommer man ikke udenom.