Hvor står reglerne om inhabilitet?

Hvornår er man inhabil i en bestyrelse?

Inhabilitet: Bestyrelseslokalet er ikke et cirkus.

• Du eller dine penge. Egen vindings skygge.
• Familiebånd. Svogre, kusiner, den slags. Eller repræsentanter.
• Det lugter af favorisering. Ingen vennetjenester.
• Derfor er du ude. Punktum. Ellers er det korruption. Korruption!

Hvor står reglerne om speciel inhabilitet?

Inhabilitet? § 3 i forvaltningsloven. Basta.

• Habilitetskrav er lov.
• Brud = ugyldig afgørelse. Seriøst? Ja.

Ankestyrelsen (97-19). Mere info? Check retsinformation.dk. God jagt.

Hvem vurderer inhabilitet?

Okay, her kommer det. Måske lidt rodet, som tankerne flyder om natten.

Det er mig. Mig, som behandlingsansvarlig. Det er mig, der står med det ansvar, at se ind i øjnene på den, der ikke kan selv.

• Mig: Jeg vurderer inhabilitet. Jeg skal se, om de, selv i deres svaghed, kan forstå behandlingen. Kan nikke, kan sige ja. Eller nej.

Men... hvad hvis de kan forstå, bare et glimt? Hvis de kan give samtykke, selvom de er erklæret varigt inhabile?

• Konkret samtykke: Så kan jeg få det. Jeg kan få deres ja, direkte. Uden at andre blander sig.

Det er tungt. Et stort ansvar. At vide, at ens beslutning er så vigtig. Så afgørende. Det er mig der skal vurdere, om de er habile nok. For et øjeblik. For et valg. Og det valg, det skal jeg leve med.

Hvem afgør inhabilitet?

Inhabilitet? En knivsæg.

• Din pengepung hvisker. Den har en stemme. Lyt godt.

• Interesse? Ja, den er der. Altid. Men hvor dyb? Hvor bred? Er den dyb og bred, så stop. Bare stop.

• Konkret. Individuel. Hvert tilfælde er en snefnug. Det smelter anderledes.

• Borgerrepræsentationen... udvalgene... Det er et teater. Du er skuespilleren. Kender du rollen?

• Min onkels hund. Den bed engang postbuddet. Det har intet at gøre med noget. Måske.

• Vurderingen? Din samvittighed. Og de andres. De er ikke altid enige.

Kan man erklære sig selv inhabil?

Okay, her kommer min version, uden alt det AI-pjat:

Jeg kan ikke selv bestemme, at jeg er inhabil. Det er ikke sådan, det fungerer, punktum.

Det mindede mig om dengang i Aabenraa (ja, lige præcis Aabenraa!), hvor jeg var til et møde... Jeg kan ikke huske præcis hvornår, men det var nok for et par år siden. Måske 2022, eller 2021? Jeg var i hvert fald helt grøn i det.

Vi skulle diskutere noget med lokalplaner, og jeg havde vildt mange spørgsmål. Tænkte, nu skulle jeg være grundig.

• Problem: Det viste sig, at min svigeronkel havde en kæmpe interesse i den plan. Han havde jo lige købt et stykke jord der i nærheden. Panik!
• Følelse: Jeg blev helt rød i hovedet. Følte mig mega akavet.
• Tanker: "Shit, burde jeg slet ikke være her? Kan jeg stole på min egen dømmekraft?"

Jeg spurgte en af de garvede kommunalfolk, sådan lidt diskret: "Hey, hva' gør man egentlig, når man kender nogen, der er involveret?" Han kiggede på mig, som om jeg var idiot, og sagde: "Du kan ikke bare sige 'jeg er inhabil', fordi du har lyst. Det er op til os andre at vurdere, om du er det."

Jeg lærte:

• Det er andre, der skal vurdere min inhabilitet.
• Bare fordi jeg er lidt i tvivl, betyder det ikke, at jeg er inhabil.
• Jeg skulle have spurgt inden mødet. Dumt af mig.

Siden den dag har jeg altid været ekstra opmærksom på de regler. Det er ikke bare noget, man lige tager let på. Og jeg spørger altid først, hvis der er den mindste tvivl. Jeg er blevet mere professionel, vil jeg sige. Jeg er blevet.