Hvor meget kan man få i boligsikring som enlig forsørger?

Åh, boligsikring som enlig uden børn… Hvor er det dog bare en kamp! 15% af huslejen? Seriøst? Det føles jo som en dråbe i havet. Man knokler og slæber for at få enderne til at mødes, og så er det den støtte, man får? Det er jo næsten til at græde over. Jeg mener, prøv lige at forestille dig: huslejen stiger og stiger, priserne på alt muligt eksploderer, og så får man lige en lille bitte smule hjælp – som slet ikke rækker. Hvad skal man gøre? Hvor skal man finde de ekstra penge? Skal man leve af luft og kærlighed?

Jeg kan huske en gang, hvor jeg sad og kiggede på min bankkonto efter huslejen var betalt. Der var næsten ingenting tilbage. Hvordan skulle jeg købe mad? Hvordan skulle jeg betale for transport? Det føltes så håbløst. Og så er der jo alt det andet, man skal have råd til som voksen. Tøj, sko, tandlæge… listen er uendelig. Man vil jo bare gerne have et nogenlunde normalt liv. Er det for meget at forlange?

Jeg forstår godt, at børnefamilier får mere støtte. Børn koster jo penge. Men det gør det altså også at være voksen – også selvom man ikke har børn. Husleje, mad, regninger – det hele skal jo betales. Det føles bare lidt som om, at man bliver glemt, når man er enlig uden børn. Som om, at ens kamp ikke er lige så vigtig. Men den er vigtig. Vi kæmper jo også for at overleve. For at have et tag over hovedet. For at have et værdigt liv. Er det virkelig for meget at bede om lidt mere hjælp? Bare lidt mere luft til at trække vejret?