Hvor længe sidder man i gennemsnit i forvaring?

Hvor længe sidder man i gennemsnit i forvaring: Tidsubestemt dom

Spørgsmålet om hvor længe sidder man i gennemsnit i forvaring rummer mange væsentlige nuancer og juridiske overvejelser. Læs videre for at få indsigt i denne tidsubestemte foranstaltning samt de faktiske forhold omkring afsoningstiden for dømte.

Hvor længe sidder man i gennemsnit i forvaring?

En forvaringsdom er en tidsubestemt foranstaltning uden en fastsat slutdato, og spørgsmålet om varighed rummer mange nuancer, da der ikke findes en fast udløbsdato(cite: 1). Afsoningstiden for forvaringsdømte svinger historisk, men ældre opgørelser fra Danmarks Fængsler viser en gennemsnitlig tid i forvaring på omkring 94 måneder, hvilket svarer til cirka syv år og ti måneder(c^[1] ite: 1). Alligevel sidder forvaringsdømte i dag i markant længere tid, og en endelig ophævelse af dommen sker yderst sjældent(cite: 1).

Faktisk er systemet omkring fuldbyrdelse af straf ikke så simpelt som de tørre tal på papiret. Mange antager fejlagtigt, at det blot er en almindelig langvarig fængselsstraf, men dens juridiske natur er helt anderledes.

Hvad betyder en tidsubestemt foranstaltning i praksis?

Forvaring idømmes af domstolene til personer, der vurderes at udgøre en særlig farligheid for samfundet(cite: 1). Til forskel fra en almindelig tidsbestemt fængselsstraf er der ikke sat et loft over, hvornår dommen udløber. Det betyder, at indsatte risikerer at tilbringe en meget lang del af deres liv bag tremmer, medmindre de gennemgår en markant personlig udvikling, som domstolene og de sagkyndige vurderer kan mindske denne farlighed.

Revisionsintervaller og vejen mod prøveudskrivning

Den juridiske proces for at få ændret en forvaringsdom er strengt reguleret af straffeloven. Kriminalforsorgen har pligt til, når en forvaringsdømt har været anbragt 3 år i forvaring, årligt at vurdere, om der skal fremsættes en anmodning om prøveudskrivning forvaring regler,^[3] men spørgsmålet om prøveudskrivning kan også rejses tidligere, hvis betingelserne vurderes at være opfyldt(cite: 1). Myndighederne og Anklagemyndigheden fører en tæt dialog med de fatteretssagkyndige for at vurdere, om den dømte fortsat udgør en sikkerhedsrisiko for omverdenen(cite: 1).

Denne årlige proces kan være et langt og opslidende forløb for den indsatte. Håbet om frihed findes derude, men barrieren for at overbevise systemet om, at faren er væk, er ekstremt høj.

Hvorfor stiger afsoningstiden for forvaringsdømte?

Udviklingen over de seneste årtier peger entydigt på, at forvaringsdømte sidder mærkbart længere tid i fængsel i dag end tidligere(cite: 1). Denne stigning skyldes primært en skærpet samfundsmæssig opmærksomheid på beskyttelse mod alvorlig personfarlig kriminalitet. Sikkerhedsvurderingerne er blevet mere konservative, og domstolene vælger i højere grad det sikre frem for at risikere en for tidlig løsladelse.

Lad os være ærlige - ingen ønsker at påtage sig ansvaret for en fejludskrivning. Det præger hele det psykiatriske og juridiske evalueringssystem.

Sammenligning: Forvaringsdom vs Almindelig Fængselsstraf

Forvaringsdom

Kræver aktiv godkendelse af domstolene via prøveudskrivning

Personer vurderet med særlig farlighed for samfundet

Første gang efter 3 år, derefter årligt

Ingen fastsat slutdato (tidsubestemt)

Almindelig Fængselsstraf

Sker automatisk ved straffens udløb, medmindre særlige vilkår gælder

Bredere spektrum af strafbare forhold

Mulighed for prøveløsladelse typisk efter to tredjedele af straffen

Fast og på forhånd fastsat varighed

Processen omkring en tidsubestemt dom

Thomas blev idømt forvaring efter en alvorlig voldsdom, hvor retten vurderede, at der var stor risiko for gentagelse. Han kom ind i systemet med en følelse af fuldstændig uvished om sin fremtid.

De første tre år gik med at forstå systemets krav, deltage i behandlingsforløb og håndtere den mentale frustration over ikke at kende sin udløbsdato.

Ved den første revision efter tre år afviste retten en prøveudskrivning med den begrundelse, at faren for ny kriminalitet stadig var til stede, hvilket knuste hans håb midlertidigt.

Efter yderligere årlige revisioner og tæt samarbejde med fængnets psykologer opnåede han langsomt fremskridt, selvom vejen ud stadig er lang og uvis.