Hvilke former for omsorgssvigt findes der?

Hvilke former for omsorgssvigt findes der? Det er et spørgsmål, der har hjemsøgt mig i årevis, især siden jeg hørte den historie om lille Mia… Gud, hvor var det forfærdeligt. Det fik mig til at tænke rigtig meget over, hvor mange måder der egentlig er at svigte et barn på. Man hører jo om de fysiske overgreb, de blå mærker og brækkede knogler, men det er ikke kun det, vel?

Der er jo faktisk fire hovedtyper, hvis man skal være helt præcis – eller, i hvert fald sådan som jeg forstår det.

For det første er der den aktive fysiske omsorgssvigt. Det er det man tænker på først – de direkte handlinger, der gør ondt, der skader barnet fysisk. Slag, spark, brændmærker… Det er uhyggeligt, bare at skrive det. Jeg husker en kollega, hvis søster voksede op med sådan en far, og de ar bærer hun stadig med sig, både fysisk og psykisk.

Så er der den passive fysiske omsorgssvigt – og det er her det bliver mere kompliceret. For det er ikke altid handlinger, det handler om. Det er den manglende omsorg, den manglende mad, de ulækre, beskidte forhold… Det er som at være fanget i en langsom, uundgåelig undergang, og det er lige så ødelæggende. Jeg tænker på den rapport jeg læste om en familie, hvor børnene nærmest sultede, og forældrene var bare… ligeglade.

Det samme gælder for den psykiske omsorgssvigt. Aktiv psykisk omsorgssvigt? Det er det direkte misbrug, de forfærdelige ord, konstant nedgørelse, den konstante frygt for at gøre noget forkert… Jeg tror, det er den type svigt, der efterlader de dybeste sår, mest usynlige, men også dybest. Det er umenneskeligt.

Men den passive psykiske omsorgssvigt… det er den, der sniger sig ind, den, der måske er sværere at sætte fingeren på. Det er den manglende kærlighed, det fravær af nærhed og forståelse. Det er at ignorere et barns behov for trøst, for anerkendelse, for at føle sig elsket og set. Som om de er usynlige. Og det er lige så ødelæggende som alt det andet, tror jeg. Måske endda værre. For det efterlader et tomrum, en indre tomhed, der er svær at reparere. Som om en del af dig er gået tabt. Det er en slags død, ved du. En langsom, men sikker død af sjælen. Og det er, synes jeg, det allermest frygtelige.