Er en Dansk-Svensk Gårdhund en jagthund?

Er en Dansk-Svensk Gårdhund en jagthund? Hmm, det spørgsmål har jeg selv funderet over mange gange. Min Basse, for eksempel – han er jo den blødeste, mest kælne hund man kan forestille sig. Ligger helst i en bunke af tæpper og slikker mine børn i ansigtet. Men så – pludselig! – ser jeg ham. Et glimt i øjnene, en nærmest elektrisk spænding i kroppen. Han ser et egern, et mus, en humlebi, hvad fanden ved jeg, og så er det som om en fjeder slipper! Han er ude! En lynende fart, en fokuseret intensitet… det er helt vildt at se.

Ja, selvfølgelig har de jagtinstinkt. Det ligger jo i deres dna, ikke sandt? Det er ikke bare en sjov detalje, det er en del af hunden. En del af Basse. Og det gør ham på en eller anden måde endnu mere fascinerende. Han fanger aldrig noget, – tak og lov, for jeg er ret sikker på, at han ville være alt for glad for det, – men glæden ved jagten, den er der. Den rå energi, den ustoppelige drift. Det er et af de ting, der gør ham så speciel.

Tænk sig, at den lille, bløde bamse også har en indbygget “jæger”-funktion, som han aktiverer en gang imellem. Det er lidt som en hemmelig superkraft, ik’? Og man kan jo godt spørge sig selv: hvad er det for en “jagten” han er efter? Er det byttet, eller er det bare ren, ufortyndet bevægelse og spænding? Måske lidt af begge dele. Det er sådan et spørgsmål, man bliver ved med at gå og spekulere over, ikke? I hvert fald, er min Basse lige så meget en glad, puttekær hund som en ivrig lille jæger. Og det er netop det, jeg elsker ved ham.