Hvordan sætter man grænser for en 4-årig?

Hvordan sætter man overhovedet grænser for en 4-årig? Det spørgsmål har jeg stillet mig selv utallige gange, og lad mig fortælle dig, det er ikke altid let. Jeg husker engang min niece, hun var lige fyldt fire, bestemt sig for at male hele stuen gul med sin farveblyant. Gul! Overalt! Jeg blev jo helt forfærdet. Men hvad gør man? Skriger man? Nej, det hjælper jo ikke.

At sætte grænser for en lille tornado af en fireårig kræver jo nærmest overmenneskelig tålmodighed, ikke sandt? Positiv forstærkning, det er kernen, tror jeg. Det der med at sige “Nej, vi maler ikke på væggen, men vi kan male på dette fine papir her” – det virker i hvert fald bedre end et skældsord, selvom det nogle gange er svært at huske.

Jeg prøver at huske at guide hende med klare, venlige anvisninger. “Nu samler vi legetøjet op, okay? Så kan vi bagefter lege med duplo”. Ingen tvetydige kommandoer. Det virker simpelthen bedre. Og så roser jeg hende, når hun gør det rigtigt – som da hun faktisk selv ryddede op efter sig, efter en hel times leg. Det var en sejr, en kæmpe sejr!

Efter en konflikt – og tro mig, der har været konflikter – prøver jeg at genoprette kontakten. En krammer, en snak om, hvad der skete. Det er ikke altid nemt, nogle gange er jeg stadig sur, og det er jo ikke fair overfor hende. Men jeg prøver. Det er jo vigtigt, at hun føler sig elsket og accepteret, også når hun gør noget forkert.

Konsekvens er et nøgleord, men det skal være forståeligt. Ingen straf, bare konsekvenser. Spiller hun ikke pænt, ja, så er det måske slut med at lege med iPad’en. Det er ikke altid let at være konsekvent, især ikke når man selv er træt og frustreret. Men det er nødvendigt, for ellers lærer de det ikke. De små poder lærer jo hele tiden – social adfærd, det er jo noget, de skal lære at mestre. Det er jo lidt som at lære at cykle, det tager tid og øvelse.

Så, ja. Det er en proces, at sætte grænser for en fireårig. Det er en konstant kamp om at finde den rigtige balance mellem at være fast, og at være forstående og kærlig. Og ærligt talt? Jeg føler mig stadig en smule på bar bund nogen gange. Men vi lærer sammen, hun og jeg. Og jeg håber, at jeg en dag vil kunne sige, at jeg har mestret denne kunst – men lige nu fokuserer jeg på at være til stede, og give hende kærlighed og vejledning. Det er jo det vigtigste.