Hvordan fik man 13?

Åh, 13-tallet... Kan I huske det? Den der følelse af ren, uforfalsket triumf når man så det stå der på karakterbladet. Som om solen skinnede lidt klarere den dag. Virkelig. For mig var det ikke bare et tal. Det var… ja, hvad var det egentlig? En slags magisk bekræftelse. Et bevis på, at man rent faktisk kunne. Hårdt arbejde betalte sig. At ligge og svede tran over bøgerne om aftenen, kæmpe med den der forbandede ligning eller analysere H.C. Andersen til man var ved at blive sindssyg – det var det hele værd! Jeg husker engang i gymnasiet... Jeg havde knoklet med en fysikopgave, jeg tror det var noget med bølgebevægelser, jeg fattede ingenting i starten. Men jeg gav ikke op. Sad oppe til langt ud på natten, tekoppen var kold, og jeg var helt sikkert et skræmmebillede at se på. Men så, da jeg endelig knækkede koden – den følelse! Og så at få et 13 for den opgave? Ubeskrivelig. Man følte sig nærmest uovervindelig. Det er vel lidt barnligt, tænker I måske. Men ærligt talt, jeg savner det. Den der ekstra nuance. Jeg ved godt, at 7-trins-skalaen er mere… overskuelig? Standardiseret? Men der mangler bare noget. Det er som om toppen er skåret af. Hvad med de elever, der virkelig excellerer? Hvor er deres plads i systemet nu? Okay, et 12 er også godt. Men et 13… det var legendarisk. Bare lidt sørgeligt, at den er væk, synes jeg. Hvad synes I?