Hvad er Italiens nationalret?

Italiensk nationalret: Pasta vs 8 millioner pizzaer

At finde en italiensk nationalret kræver indsigt i landets dybe kulinariske rødder og stærke regionale identiteter. Mange diskussioner opstår ved middagsbordet om de perfekte ingredienser og de rette tilberedningsmetoder for autentiske oplevelser. Lær om de mest populære madvarer for at forstå den ægte smag af Italien og undgå misforståelser om deres madkultur.

Er der overhovedet en officiel nationalret i Italien?

Det korte svar er nej - Italien har faktisk ikke én officiel italiensk nationalret udpeget af staten. Grunden til dette ligger i landets dybe historie og de enorme regionale forskelle, der gør, at en person fra Milano ser helt anderledes på mad end en person fra Sicilien. Selvom der mangler et officielt stempel, peger de fleste dog på Pizza Margherita og forskellige former for pasta som de ubestridte symboler på det italienske køkken.

Omkring 91% af alle italienere spiser pasta regelmæssigt, og det er denne enorme udbredelse, der gør pasta til den mest oplagte kandidat. I gennemsnit spiser en italiener omkring 23 kg pasta om året - det er mere end i noget andet land i verden. Men spørger man en lokal, vil de sjældent sige pasta som et generelt svar på, hvad spiser man i italien. De vil derimod nævne deres specifikke egnsret, som for eksempel Carbonara i Rom eller Trofie al Pesto i Genova. Mad er identitet i Italien, og det er netop denne fragmentering, der gør det svært at vælge bare én vinder.

Pizza Margherita: Det spiselige flag

Pizza Margherita er måske den ret, der kommer tættest på titlen. Den blev skabt i Napoli i 1889 for at ære dronning Margherita af Savoyen, og dens ingredienser - rød tomat, hvid mozzarella og grøn basilikum - spejler direkte farverne i det italienske flag. Det er enkelhed og patriotisme serveret på en bund af dej.

Hver dag bliver der spist omkring 8 millioner pizzaer i Italien. Det er et astronomisk tal, der vidner om rettens betydning for hverdagen.

Jeg husker tydeligt min første rejse til Napoli, hvor jeg stod i kø i over en time for en helt simpel Margherita. Jeg tænkte: Det er bare en pizza. Men efter den første bid forstod jeg det. Den perfekte balance mellem den syrlige tomat og den cremede mozzarella - og den let brændte kant fra stenovnen - er ikke bare mad. Det er et håndværk, der er gået i arv i generationer. Mange italienere, mig selv inklusiv efter den oplevelse, mener, at pizzaen er det eneste, der virkelig forener landet fra nord til syd.

Pastaens magt: Mere end bare mel og vand

Hvis pizzaen er ikonet, så er pastaen selve rygraden i det italienske samfund. Selvom vi ofte tænker på Spaghetti Bolognese som Italiens nationalret, findes denne ret teknisk set ikke i Italien - i hvert fald ikke som vi kender den. Men der findes en ret, som mange udlændinge tror er nationalretten, men som næsten ingen italienere faktisk spiser på den måde - jeg forklarer hvorfor i afsnittet om de største misforståelser nedenfor.

Faktisk viser undersøgelser, at pasta udgør en central del af kosten for over 60% af befolkningen hver eneste dag. Det er ikke bare en hurtig løsning til aftensmad; det er et ceremonielt element i den italienske hverdag. Sjældent har jeg oplevet en kultur, hvor kvaliteten af ingredienserne debatteres så lidenskabeligt over middagsbordet. Er pastaen al dente nok? Er det den rigtige type pasta til sovsen? Disse detaljer betyder alt.

Hvorfor regionerne kæmper om titlen

Italien blev først samlet som én nation i 1861. Før det var landet en samling af bystater og kongeriger med deres egne sprog og madkulturer. Denne historie lever videre i dag. I Norditalien dominerer risotto og polenta ofte over pastaen, mens man i Syditalien bruger mere olivenolie og tørret pasta. I midten finder man de tunge kødsovs-traditioner.

Denne regionale stolthed er så stærk, at forsøget på at udpege én nationalret ofte bliver mødt med modstand. For en person fra Bologna er Ragù alla Bolognese den eneste sande ret, mens en romer vil kæmpe til døden for sin Carbonara. Det er denne mangfoldighed, der gør Italien til verdens førende maddestination. Turismen drives i høj grad af dette; omkring 60-75% af alle turister nævner maden som en af de primære årsager til at besøge landet.

Den store misforståelse: Spaghetti Bolognese findes ikke

Her er den sandhed, jeg lovede tidligere: Hvis du går ind på en autentisk restaurant i Bologna og beder om Spaghetti Bolognese, vil de højst sandsynligt kigge undrende på dig. Retten hedder Ragù alla Bolognese, og den serveres aldrig med spaghetti. Man bruger derimod tagliatelle - en bredere og fladere pasta - fordi den tykke kødsovs ikke kan hænge fast på de tynde spaghettistrå.

Jeg begik selv den fejl på min første studietur. Jeg var 20 år og troede, jeg vidste alt om autentisk italiensk mad. Tjeneren korrigerede mig ikke bare - han gav mig en fem minutters lektion i, hvorfor spaghetti var en fornærmelse mod hans bedstemors opskrift. Det var pinligt. Men det lærte mig noget vigtigt om det italienske køkken: Det handler om regler og respekt for traditionen. Det er nok også derfor, de aldrig er blevet enige om én nationalret. Man kan ikke tvinge en napolitaner til at acceptere en ret fra nord som sin egen.

De tre største kandidater til titlen

Pizza Margherita

• Repræsentere det italienske flag med sine farver
• Verdens mest genkendelige italienske ret
• Napoli, Syditalien

Lasagne alla Bolognese

• Står for overflod, familie og søndagstraditioner
• Elsket af både børn og voksne over hele kloden
• Emilia-Romagna, Norditalien

Pasta Carbonara

• Enkelheden i det italienske køkken - få men gode ingredienser
• En af de mest googlede pastaretter i verden
• Rom, Centralitalien

Mads og den autentiske jagt i Rom

Mads, en 34-årig IT-konsulent fra Aarhus, rejste til Rom med en mission om at finde Italiens sande nationalret. Han startede ved de store turistfælder nær Colosseum, hvor alt blev markedsført som nationalretter.

Han bestilte en Pizza Carbonara - en kombination han troede var genial. Tjeneren sukkede tungt og forklarede, at man aldrig blander de to ting. Mads følte sig som en klassisk uvidende turist.

Efter råd fra en lokal vaskekone droppede han menukortene og gik ind i en lille sidegade i Trastevere. Her indså han, at den sande nationalret ikke er en opskrift, men en følelse af fællesskab over en simpel Cacio e Pepe.

Mads vendte hjem med erkendelsen af, at Italiens madkultur er for stor til én titel. Han rapporterede, at hans madglæde steg markant, da han stoppede med at lede efter facit og i stedet nød de lokale forskelle.