Hvad er der i Stryhns leverpostej?

Stryhns leverpostej… åh, Stryhns leverpostej. Hvad er der egentlig i den? Jeg har spist den, siden jeg var barn, på rugbrød med agurk, eller – hvis jeg var rigtig heldig – med et syrligt æble ved siden af. En simpel fornøjelse, men hvor meget ved jeg egentlig om, hvad der gemmer sig i den der brune, lidt faste masse?

Det viser sig, at det er mere kompliceret, end man umiddelbart tror. 35% griselever, står der. Det er da meget, tænker jeg, men alligevel overrasker det mig ikke. Man sanser jo leveren, ikke sandt? Den der let bitre, men samtidig umami-rige smag.

Så er der grisespæk. Ja, det giver mening. Fedme er jo essentielt for den der gode, bløde konsistens. Vand, hvedemel, skummetmælkspulver – det er ingredienser, man ikke lige forventer, men som tilsyneladende bidrager til den færdige tekstur. Løg, salt, krydderier – helt klassisk.

Men ansjoser? Seriously? Jeg må indrømme, jeg var lidt overrasket over at læse det. Aldrig i livet ville jeg have gættedet. Det forklarer måske den der lille, umami-smag, som man ikke helt kan sætte fingeren på, men som man bare ved, er der. Lidt mystisk, ikke?

Konserveringsmiddel (sorbinsyre), antioxidant (natriumascorbat) og stabilisator (E451)… det er jo alt sammen den slags, som man bare accepterer, som en del af pakken. Man tænker ikke så meget over det, før man står der og læser ingredienslisten nøje, som jeg gør nu. Måske skulle jeg starte med at lave min egen leverpostej – selvom jeg har en vag fornemmelse af, at det bliver en hel del mere arbejde. Måske.

Anyway, nu ved jeg lidt mere om min gamle ven, Stryhns leverpostej. Jeg tror, jeg vil spise en skive nu. Med agurk. Og måske et æble.