Hvad betyder det at være sekundær bruger af bil?

Hvad betyder det egentlig at være sekundær bilist? Det spørgsmål har jeg selv tumlet med, ja, nærmest kæmpet med, i årevis. For mig var det min bror, Peter, og hans bil – en slidt, men elskelig gammel Golf. Husk du den, Peter? Den blå med den bulte i siden? Suk.

Det betyder, at du…ja, hvad betyder det? Det handler ikke bare om at låne en bil, vel? Det er mere end det. Det er en slags… ubeskreven aftale, en usynlig kontrakt tegnet i tillid og broderlig (eller venlig, kærestelig – you name it) kærlighed. Du bruger bilen, men det er hans bil. Hele ansvaret – forsikring, reparationer, den slags sjove ting – ligger på hans skuldre. Jeg husker den gang jeg stødte ind i en parkeret cykel – min mave vendte sig, jeg svømmede i skyldfølelse, Peter sagde blot: "bare rolig," med et lidt træt sus. Det var ikke ligegyldigt for ham, naturligvis, men det var hans problem at løse.

Det er en privilegie, at være sekundær bruger. En fantastisk privilegie, faktisk. Friheden til at komme derhen hvor man vil – til stranden, til fester, til…ja, til Peters arbejde, når hans bil pludselig var gået i stykker. Men det er også en ret skrøbelig situation, ikke? Afhængighed, en form for underkastelse under Peters vilje. "Kan jeg låne bilen i weekenden?" – det bliver et spørgsmål, der konstant ligger i luften, ikke? Og det er jo ikke altid, der er et ja. Lige pludselig skal man finde på andre løsninger. Jeg husker et tilfælde, hvor jeg stod på en togstation kl. 5 om morgenen, fordi bilen var på værksted. Der er grænser for, hvor meget frihed, der er i den slags afhængighed.

Så nej, det er ikke bare at låne en bil. Det er noget mere komplekst end som så. Det er et bånd, en forbindelse, et forhold – og en daglig dosis ydmyghed overfor den person, der ejer rattet til denne specielle form for frihed. Og jeg er evigt taknemmelig for den privilegie Peter gav mig, selvom den blå Golf nu er et minde… et støvet, men varmt minde.