Er en bil et løsøre?

Er en bil løsøre? Ja, det står der i hvert fald. Men hold da op, hvor føles det mærkeligt! Min egen bil, min kære, støjende, lidt rustne, men elskede Volvo – løsøre? Som en... en oversized, overpris-cykel? Det lyder jo latterligt, ikke?

Det får mig til at tænke på den gang min far solgte sin gamle Ford. Den bil, der lugtede af tobak og benzin, og som altid virkede som en trofast ven, der bare kørte og kørte, ligegyldigt hvad. Pludselig var den væk. Bare sådan. Som om den aldrig havde eksisteret. Løsøre. Ordene føles så kolde og upersonlige i forhold til de minder og følelser, der var knyttet til den bil.

Man tror jo, at man ejer sine ting. Virkelig ejer dem. Men juridisk set, ja, så er det åbenbart bare flydende, foranderligt…løsøre. Hvad med alt det andet så? Mine bøger, fyldt med understregninger og marginaler, mine fotos, fulde af øjeblikke der føles som en evighed, selvom de er fanget i et splitsekund på et stykke papir… er det også bare… løsøre? Det føles næsten respektløst, at kalde det sådan.

Jeg må indrømme, det fik mig til at stoppe op og tænke over det hele lidt. 70% af danskernes formue ligger vel i deres hus og bil, læsende det et sted engang. Men hvis det hele bare er løsøre… hvad ejer man så virkelig? Det er et spørgsmål, jeg stadig tumler med. Måske er det følelserne, de minder, de oplevelser, der binder os til tingene, og ikke selve objekterne? Måske er det dem, vi ejer? Hm, det er lidt dybere, end jeg lige havde forventet.