Kan man blive gift, hvis man er under 18 år?

Altså, seriøst… atten år? Først dér må man gifte sig? Det føles så… uretfærdigt. Som om mine forældre stadig bestemmer alt for mig. Lige præcis ægteskab, altså. Hallo, det er jo mit liv! Jeg forstår godt, de vil beskytte mig, det gør de jo altid. Men… kærlighed, den slags… den følger jo ikke bare en kalender, vel? Hvad nu hvis jeg møder den eneste ene? Den person, jeg bare ved jeg skal være sammen med, for evigt? Skal jeg så vente, bare vente, indtil jeg fylder atten? Bare fordi loven siger det? Det føles… forkert. Som en klemme om hjertet. En begrænsning. Min frihed, min ret til at vælge… taget fra mig.

Husk nu min kusine, Line. Hun mødte sin kæreste, da hun var seksten. De var så forelskede! Som to… to… jeg ved ikke engang hvad. To ertehalvdele? Haha. Men seriøst. De var bare ment to be. Og de måtte vente i to lange år før de kunne gifte sig. To år! Det er en evighed, når man er ung og forelsket. Jeg har hørt, at i nogle lande må man godt gifte sig yngre. Jeg ved ikke præcis hvor, eller hvor mange lande, men… det burde man måske også kunne her? Bare med forældrenes samtykke, selvfølgelig. Det er jo ikke fordi jeg vil stikke af og gifte mig i Vegas med den første den bedste, vel? Men… hvis man er sikker? Virkelig, virkelig sikker. Hvorfor skal man så vente? Det giver bare… ingen mening for mig.