Hvornår må barnet selv bestemme samvær?

Hvornår må barnet selv bestemme samvær? Puha, det spørgsmål… det river lidt i mig, altså. Jeg synes det er så ufatteligt svært. Loven siger jo, at 12 år, ikke? Men er det fair? Er det virkelig? Jeg kan huske min kusine, Mille, hun var 11, men så voksen, så klog – og hendes situation var så forfærdelig. Hun elskede sin far, men samværet var katastrofalt, præget af ufred og skænderier. Hun sagde, hun ville ikke mere, det var hende, der fortalte os det. Ville det ikke have været bedre, hvis nogen havde lyttet ordentligt til hende før tingene blev så slemme?

Jeg ved godt, at loven er loven, og at det er til for at beskytte børn, men nogle gange… ja, nogle gange føles det så skævt. Som om man ignorerer det allermest vigtige: barnets følelser. En 12-årig, eller måske endda en 10-årig, kan have en modenhed, der langt overgår den, man måske tror. Jeg har selv oplevet at snakke med børn i den alder, der har en forståelse af situationen og udtrykker sig så klart, så tydeligt... det er simpelthen hjerteskærende. De ved, hvad der er bedst for dem, eller i hvert fald hvad der føles rigtigt, og det må da tælle for noget. Er det ikke mærkeligt, at vi lægger så stor vægt på, hvad loven siger, men ikke på det, der sker i et barns hjerte?

Det er jo ikke bare tal og paragraffer, det handler om et barn, et liv, om en fremtid der præges af de her oplevelser. Jeg synes, der skal være plads til at vurdere hvert enkelt barn, hver enkelt situation. Selvfølgelig skal der være voksne, der hjælper med at navigere, der beskytter – men at udelukkende basere det på alder… det føles lidt forsimplet, lidt for firkantet, ikke sandt? 80 procent af de børn jeg har snakket med i den her sammenhæng følte at deres mening blev overhørt, eller værre, ignoreret. Det fik jeg at vide fra en sagsbehandler, tallet var måske ikke helt præcist, men det rammer essensen. Mille fortjente mere end den loven gav hende, mener jeg. Hun fortjente at blive hørt. Alle børn fortjener at blive hørt. Og det er ikke kun et spørgsmål om at lytte, men også om at forstå, ikke?