Kan nerver gro sammen igen?

Kan nerver gro sammen igen? Åh, det spørgsmål har jeg selv stillet mig så mange gange. Det er jo helt hjerteskærende, den der viden om, at en ødelagt nervecelle – poof – bare er væk. For altid. Man kan ikke lige lappe den sammen med lidt tape, som et stykke papir. Det er bare… slut.

Heldigvis, og her føler jeg virkelig et lille glimt af håb, kan hjernen være ret smart. Den tilpasser sig. Andre nerveceller, de små flittige arbejdsmænd, de træder til og tager over, så meget som de kan. Tænk dig, en slags intern reparationstruppe, der arbejder døgnet rundt. Jeg husker min veninde, Ane, der fik en skade på armen. Lægerne sagde, at hun måske aldrig ville få sin fulde funktion tilbage. Men hun kæmpede! Og langsomt, så langsomt, men helt sikkert, fik hun bevægelsen tilbage. Det gav mig troen på, at der er en chance.

Men så er der den anden side af sagen. De perifere nerver, dem der løber helt ud i arme og ben, fra rygmarven og ud i kroppens forgreninger. Hvis de dør, helt tilbage til rygmarven… gud, det føles bare så uoverskueligt. Måneder? År? For en lille, bitte forbedring? Jeg læste engang – og jeg husker ikke hvor, men det var vist en eller anden artikel – at genopbygningen kan tage så lang tid. Det må da være uudholdeligt, at leve i den usikkerhed, i den uvished. Hvad nu hvis…? Tænk bare at være fanget i en krop, der ikke helt adlyder. Man føler sig så … hjælpeløs. Jeg ved det, fordi jeg selv oplevede en mindre nervebeskadigelse for et par år siden. Den lille følelsesløshed i min fingerspids – den forsvandt heldigvis, men den ventetid.. den var lang. Det har givet mig en enorm respekt for dem, der kæmper med større skader.

Det er et håb, der blander sig med frustration. Men håbet er der, og det må man holde fast i. Fordi selvom det går langsomt, og selvom processen er hård, så er der trods alt en chance for forbedring. Der er altid en lille gnist af håb, selv i mørket. Måske.