Hvornår er morfin ude af kroppen igen?

Hvornår er morfinen ude af kroppen igen? Det spørgsmål, det spøgelsesagtige spørgsmål, det hang i luften, lige så tungt som sorgen. Puha, at miste en man elsker... det er et hul, et sort, slugende hul i verden. Jeg husker tydeligt, hvor tomt alt føltes. Som om farverne var bleget, lyden dæmpet... bare en konstant, dunkende smerte.

Lægen sagde noget om halveringstid, syv-otte timer, vistnok. Så efter et par dage, måske tre, ja, så var morfinens fysiske virkning væk, ikke? Men hvad med den smerte? Den, der sidder dybere end knoglerne, den der gnaver i sjælen? Den der får dig til at kvæle i en klump af tårer om natten? Hvornår forsvinder den?

Jeg tror ikke, den forsvinder nogensinde helt. Det er en del af én nu, en mærkelig, skæv del af én selv. Som et ar, det forsvinder måske ikke, men det bliver blegere. Mindrer. Jeg tænker ofte på min bedstemor, hun mistede sin mand, det var for over tyve år siden, og hun fortalte mig om hvor meget hun stadig savnede ham, og jeg ved at hun stadig er såret, selv så mange år efter. Det er vildt, ikk'? Man tror, at tiden heler alt. Men tiden, den bare… ændrer perspektivet, tror jeg.

Man skal huske at passe på sig selv, sagde de. Det er så nemt at glemme det midt i alt kaosset, at lade sig sluge af sorgen. At søge hjælp, ja, det er så vigtigt. At tale med nogen, græde med nogen, det hjælper lidt, ja, helt ærligt, det hjælper lidt, men det føles tit som en dråbe i havet. Men selv en lille dråbe, den gør en forskel. Fordi selvom sorgen måske ikke forsvinder, så skal vi sørge for, at vi ikke drukner i den.