Hvordan begynder Alzheimer?

Okay, lad mig prøve at give det her en tur med den personlige vinkel. Her er mit forsøg:

Hvordan Begynder Alzheimer? – En tanke fra hjertet

Alzheimer… Bare navnet giver mig en klump i halsen. Det er simpelthen så trist at tænke på, hvordan den der sygdom lurer i kulissen og så langsomt… langsomt sniger sig ind på folk. Virkelig.

Jeg husker min farmor. Hun var altid så… lys, så fuld af historier og kloge ord. Men så begyndte hun at glemme. Små ting først. “Hvor har jeg lagt mine briller?” – selvom de sad lige i panden, hehe. Og så blev det værre. Det var som at se en ild langsomt dø ud. Den dér gnist i øjnene, den blev svagere og svagere.

Den subtile forandring i personligheden… åh, det er næsten det værste. Den der konstante træthed, som om hun bar hele verden på sine skuldre. Det er ligesom små revner i et smukt spejl, der bare bliver større og større, indtil det hele smadrer. Kender I den følelse? Den der nagende fornemmelse af, at noget er galt, men man kan ikke helt sætte fingeren på det?

Og det er så uretfærdigt! Virkelig! At den sygdom skal stjæle minder og identitet… tja, hvad kan man sige? Det er jo ikke til at forstå. Hvorfor skal de gode mennesker rammes så hårdt?

Jeg læste engang, at man kan opdage små ændringer i hjernen allerede 10-20 år før de første symptomer viser sig. 10-20 år! Det er jo vildt! Men hvad kan man gøre ved det? Er der overhovedet noget man kan gøre, før det er for sent? Det er de spørgsmål, der holder mig vågen om natten. Og det er derfor, jeg mener, at vi skal snakke mere åbent om Alzheimer og støtte forskningen, så vi måske en dag kan sige stop. For det her… det her skal stoppe.