Hvor er der mest iltsvind i verden?

Hvor er der mest iltsvind i verden? Store zoner

At undersøge hvor er der mest iltsvind i verden afslører alvorlige økologiske konsekvenser for globale marine ressourcer. Kendskab til disse kystzoner sikrer bedre forståelse af forurening og næringsstoffernes skadelige virkning på havmiljøet. Dyk ned i artiklen for at lære alle detaljer om problemet.

Østersøen har verdens største områder med iltsvind

Svaret på, hvor er der mest iltsvind i verden, kan variere alt efter sæsonbetingede faktorer, men det faste havområde med de absolut største sammenhængende iltfrie zoner er Østersøen. Omkring 70.000 kvadratkilometer af havbunden i Østersøen er i dag fuldstændig omdannet til iltfrie områder. Dette enorme areal svarer til cirka halvanden gang Danmarks samlede størrelse. På disse store, mørke flader af havbunden er alt normalt marint liv forsvundet. Det er et biologisk set dødt miljø, hvor kun en særlig gruppe af såkaldte anaerobe bakterier er i stand til at overleve og formere sig.

Da jeg første gang dykkede ned i tallene omkring globale havforandringer, ramte det mig som et chok, hvor ekstremt hårdt vores egne nordiske farvande reelt er ramt i forhold til resten af kloden. Man hører tit om store problemer i Den Mexicanske Golf, men Østersøens fastlåste bundmiljø er verdens største iltsvind. Det er skræmmende. Skræmmende fordi man på overfladen ser smukt, blåt vand, mens bunden under overfladen reelt minder om en gold og livløs ørken.

Hvorfor er lige netop Østersøen så hårdt ramt af iltsvind?

Det ekstreme omfang af iltsvind i Østersøen skyldes en uheldig kombination af menneskelig aktivitet og områdets særlige geografi. Østersøen er et næsten helt lukket indhav med meget snævre udløb gennem de danske stræder, hvilket betyder, at det tager op mod 30 år for alt vandet i havet at blive udskiftet naturligt. Når der samtidig udledes store mængder kvælstof og fosfor fra landbrug, spildevand og industri i de ni omliggende lande, ophobes næringsstofferne i systemet. Dette udløser en voldsom opblomstring af alger, som efterfølgende dør, synker til bunds og forbruger al ilten under forrådnelsen.

Vandmasserne i indhavet er desuden skarpt opdelt i lag på grund af store forskelle i saltholdighed og temperatur. Det ferske overfladevand blandes stort set ikke med det tunge, salte bundvand. Men der er et håb. Kraftige storme fra vest kan i sjældne tilfælde presse store mængder iltrigt saltvand fra Nordsøen ind over tærsklerne og ned i iltsvind i østersøen. Det skete under den store saltvandsindsprøjtning i december 2014, hvor milliarder af tons iltrigt vand midlertidigt genoplivede dele af bunden, men effekten aftog desværre hurtigt igen i de efterfølgende år.

Andre store døde zoner i verdenshavene

Selvom Østersøen holder den tvivlsomme verdensrekord, findes der flere andre massive døde zoner i havene verden over, som jævnligt overvåges. Den mest kendte sæsonbetingede zone opstår i Den Mexicanske Golf tæt på Mississippi-flodens udmunding, hvor arealet i sensommeren ofte runder 15.000 til 20.000 kvadratkilometer. Også i Det Arabiske Hav og i Chesapeake Bay på den amerikanske østkyst kvæles bundmiljøet årligt på grund af menneskeskabt forurening med næringsstoffer, der skylles ud med de store flodsystemer.

Globale opgørelser viser, at antallet af registrerede iltfrie zoner i havene er steget markant over de seneste årtier, og fænomenet dækker nu sammenlagt over flere hundredtusinder kvadratkilometer på verdensplan. Det er en direkte konsekvens af, at varmere havvand holder dårligere på ilt, kombineret med det uafbrudte pres fra det globale landbrug.

Nyere metoder og teknologier til at bekæmpe iltsvind

Forskere over hele verden arbejder på højtryk for at udvikle nye metoder til at redde verdens mest døde havområder fra totalt kollaps. Traditionelle politiske aftaler om reduktion af kvælstofudledninger tager årtier om at virke, og derfor undersøges der nu mere direkte, teknologiske indgreb i havmiljøet. En af de mest diskuterede løsninger er mekanisk iltning, hvor man via store pumpestationer pumper iltrigt overfladevand direkte ned til havbunden for at bryde de iltfrie lag og binde fosforet til sedimentet.

Der eksperimenteres også med storstilet udplantning af ålegræs og etablering af enorme muslinge- og tangopdræt langs kysterne. Disse marine organismer fungerer som naturlige biofiltre, der optager og lagrer store mængder af det overskydende kvælstof direkte fra vandet, før det når ud i de åbne, dybe bassiner. Selvom disse kunstige indgreb er dyre og logistisk udfordrende, kan de vise sig absolut nødvendige for at give de hårdest ramte havbunde kunstigt åndedræt i fremtiden.

Globale havområder med store iltfrie zoner

Østersøen (Nordeuropa)

Omkring 70.000 kvadratkilometer af havbunden er ramt

Permanent iltsvind i de dybe bassiner hen over hele året

Lukket geografi, begrænset vandudskiftning og massivt landbrugs-afstrømning

Den Mexicanske Golf (USA)

Svinger typisk mellem 15.000 og 22.000 kvadratkilometer årligt

Sæsonbetinget iltsvind, som primært topper i sommermånederne

Næringsstoffer fra Mississippi-flodens enorme afvandingsområde

Det Arabiske Hav (Det Indiske Ocean)

Dækker store havområder, men primært i vandsøjlen frem for på kystnær bund

Semi-permanent zone i de dybere, midterste vandlag

Naturlige monsunvinde kombineret med stigende globale temperaturer

Havnatur i knæ: Biologens svære erkendelse i de indre danske farvande

Morten, en 45-årig havbiolog ansat i et rådgivende ingeniørfirma i Aarhus, har i over ti år overvåget havmiljøet og bundforholdene i de indre danske farvande, som forbinder Kattegat med den vestlige del af Østersøen.

I sensommeren stod Morten over for en stor udfordring, da han skulle dokumentere effekten af de lokale landbrugsaftaler på bunden af en lokal fjord. Hans første forsøg med undervandskamera slog helt fejl på grund af ekstremt uklart vand og massive måtter af rådnende fedtemøg, der fuldstændig blokerede for udsynet.

I stedet for blot at opgive tog han iltmålerudstyr og sedimentprøver i brug direkte fra båden. Det gik op for ham, at den traditionelle visuelle overvågning slet ikke fangede det reelle kemiske kollaps, der foregik nede i mudderet, hvor svovlbrinte allerede havde dræbt alt liv.

Morten rapporterede efterfølgende en iltkoncentration tæt på nul i bundvandet gennem hele september måned. Det bekræftede en fuldstændig død zone på tyve kvadratkilometer i fjorden, hvilket overbeviste kommunen om at igangsætte et akut genopretningsprojekt med stenrev.