Hvad var snittet for medicin?

10,6?! For medicin?! Hold da op. Jeg kan huske, da jeg selv søgte ind... (okay, det er et par år siden nu), men jeg husker tydeligt den der knude i maven. Kan jeg klare det? Er jeg god nok? 10,6... det er jo nærmest uvirkeligt højt. Tænk på alt det slid, alle de timer med næsen i bøgerne, det kræver. Respekt til alle jer, der går efter det. Jeg kan næsten mærke presset bare ved tanken.

Næsten 550 ansøgere, skriver de. 550! Det er jo helt vildt. Hvad driver dem? Er det drømmen om den hvide kittel? Om at gøre en forskel? At redde liv? Måske en blanding. Jeg ved det fra mig selv – den der drøm om at hjælpe mennesker, den kan være stærk. Stærk nok til at overvinde alt – selv et snit på 10,6. Det er inspirerende, synes jeg. Virkelig.

For man må jo nok indrømme, det er afskrækkende. Jeg mener, ærligt. 10,6. Hvordan opnår man overhovedet det? Min kusine, hun læser medicin nu, og hun fortalte om alle de timer hun brugte på at studere. Ofte til langt ud på natten. Ofre, må man kalde det. Men hun siger også, det er det hele værd. At se den glæde i patientens øjne, når de endelig får det bedre. Den følelse, den kan ikke beskrives, siger hun. Måske er det dét, der driver de 550 håbefulde. Den der ubeskrivelige følelse. Hvem ved?