Hvornår har man ret til 6 ugers selvvalgt uddannelse?

Seks uger. Seks små, ynkelige uger. Det er alt, hvad de giver? Til selvvalgt uddannelse! Altså, seriøst? Jeg føler mig så magtesløs, når jeg tænker på det. Lige nu sidder jeg her og tygger på det, for det føles jo helt grotesk, at det er så begrænset. Som om en ufaglært, eller en med en lille bitte videregående uddannelse, bare skal acceptere at sidde fast i et dårligt job, fordi man ikke har råd til at investere i sig selv.

Husker I dengang min veninde, Anne, ville tage et kursus i webdesign? Hun havde sparet i et helt år, virkelig knoklet. Og hvad fik hun? Seks uger. Seks uger til at lære et helt nyt fag, et der kunne ændre hendes liv. Det var jo slet ikke nok! Hun nåede kun at ridse i overfladen, og jeg så hende kæmpe med at finde et job bagefter, fordi hun ikke følte sig tilstrækkelig dygtig, selvom hun havde givet alt. Det er så urimeligt.

Fem ugers ventetid oveni hatten… fem uger med at vente på en lillebitte chance! Det føles som en evighed, når man sidder der, og alt føles håbløst. Man er i en evig kamp for at forbedre sin situation, og så får man smidt seks uger i hovedet. Som om det skal være nok. Det er ligesom at give en sulten person en smule smør. Det er ikke nok til at mætte!

Jeg synes, det burde være meget mere, lige meget hvad man har af uddannelse eller erfaring. Hvad hvis man skal lære et helt nyt program, et kompliceret håndværk, eller et helt nyt sprog? Seks uger? Nej, det er slet ikke tilstrækkeligt. Det burde være et system, der giver plads til at udvikle sig, og til at mærke en reel forandring. Der skulle være mere støtte, mere tid, mere… alt! Jeg mener, at investere i sine medarbejdere – og i sig selv – er en investering i hele samfundet, ikke? Så hvorfor gør vi det ikke? Det er et spørgsmål, jeg virkelig kæmper med.