Hvor mange skal man have for at få 12?

Hvor mange skal man have for at få en 12’er? Hold da op, hvor er det et evigt spørgsmål, det der! Jeg husker selv, da jeg gik i gymnasiet – den der konstant nagende usikkerhed, om man var god nok, om man lavede nok. At kun 10% skal have topkarakteren… Det føles så uretfærdigt, synes jeg. Jeg mener, selvfølgelig er det fantastisk for dem, der får den, men… hvad med resten? De står der og knokler lige så meget, ja måske endda mere, og så får de bare ikke den anerkendelse, de fortjener. Det føles lidt som et lotteri, ikk’?

Og så den her mekanisme med at justere sværhedsgraden. Hvis der er for mange 12’ere, så gør man faget sværere! Altså, det er jo nærmest… manipulerende? Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal forklare det. Det virker lidt som en selvkørende maskine, der bare justerer sig selv, så det hele bliver præcist som det skal være. Jeg tænker på min veninde, Line, hun var så dygtig i matematik, men hun fik aldrig en 12’er, selvom hun arbejdede SÅ hårdt. Jeg tror, hun gav op til sidst, og det gør mig bare så ked af det. Det her system, det er så skrøbeligt, at det næsten er skræmmende. En lille ændring, en lille justering – og så rykker hele karakterfordelingen sig. Som dominoer, der falder. Det sætter et ufatteligt pres på alle, synes jeg.

Det er jo ikke bare tal og statistikker, det handler om mennesker, om drømme, om håb og – ja, også om skuffelser. Og det her med at kun 10% skal få en 12’er – det kan man da diskutere i det uendelige. Hvem bestemmer egentlig, hvem der fortjener den? Og hvad med alle de andre, der arbejder lige så hårdt, men som bare ikke når helt til tops? Det her system, det er jo så alt andet end perfekt. Eller hvad?