Hvad står BED for?

Hvad står BED for? Det spørgsmål har jeg selv stillet mig selv, mere end én gang. Altså, rigtigt stillet mig selv. Ikke sådan en overfladisk, "åh ja, det er vel bare en spiseforstyrrelse"-sag. Nej, et spørgsmål der gravede sig dybt. Dybt nede i den der klump af skyld og skam, jeg tit kender så godt.

BED. Bulimi uden opkastning. Eller som det også hedder, tvangsoverspisning. Det lyder så… klinisk, ikke? Koldt og afskåret fra den kaotiske, smertefulde virkelighed, det er. Jeg husker tydeligt den dag, jeg forstod, at det jeg oplevede, havde et navn. Det var som at finde en nøgle til en låst dør, men en nøgle til en dør, jeg ikke var sikker på, jeg ønskede at åbne.

Det handler om de der episoder, ved du. De episoder, hvor jeg bare… mister kontrollen. Tænk dig en flodbølge af sult, af et desperat behov for at stoppe en følelse – ensomhed, måske, eller den der alt-for-kendte angst der spiser sig fast i brystet. Og så spiser jeg. Ikke bare en lille snack. Nej, store mængder mad. Jeg husker engang jeg spiste en hel pakke chokoladekager, en stor pose chips og to liter is på under en time. Det var ikke behageligt. Det var ødelæggende, fysisk og mentalt. Efterfølgende var der bare en tomhed. Og skam. En dyb følelse af at have svigtet mig selv, igen.

70% af dem med BED er kvinder, har jeg læst. Er det et chok? Det var det ikke for mig. Det føltes som en bekræftelse på en ensomhed, der voksede sig større med hver episode. Man føler sig så alene med det her. Som om ingen forstår. Som om du er den eneste der oplever denne kaotiske, uforklarlige trang. Men du er ikke alene. Det er jeg sikker på. Der er andre, der forstår.

BED er ikke bare en "lidt for meget mad"-ting. Det er en sygdom, en alvorlig sygdom, der kræver hjælp. Og det at finde den hjælp, det er det sværeste. Men også det vigtigste. For selv om jeg stadig kæmper, så ved jeg nu, at der er håb. Der er lys, der er hjælp at få. Man er ikke alene. Aldrig.