Hvad kræver det at være psykolog?

Hvad kræver det egentlig at være psykolog? Fem år på universitetet, ja, det er jo bare starten, ikke? Bøger, eksamener, den slags… men det der virkelig tæller, det er noget helt andet.

Jeg husker tydeligt min første klient, en ung kvinde med angst. Hendes hænder skælvede, stemmen var næsten uhørlig. Pludselig følte jeg en sådan vægt i brystet, en tunghed, jeg aldrig havde oplevet før. Det var som om hendes angst smittede af, forståeligt nok. Var jeg overhovedet egnet til det her? Det var et spørgsmål, der plagede mig i ugevis. Men samtidig... den lille smule fremskridt, vi lavede i den næste session, den lille, spæde gnist af håb i hendes øjne… det var ubeskriveligt. Det var dét, der holdt mig oppe.

Det er ikke kun empati, selvom det er enormt vigtigt. Man skal være stærk, ja, nærmest uforgængelig, følelsesmæssigt. Fordi man bærer på andres smerte, deres frustrationer, deres dybeste hemmeligheder. Jeg har mødt så mange, der kæmper med det ene eller det andet - depression, traumer, misbrug - man føler det på sin egen krop, den der vægt på skuldrene. Det er hårdt. Der er dage, hvor jeg selv har haft brug for terapi. Det er helt okay, tror jeg. Det er jo også et tegn på, at man tager det alvorligt.

Men så er der de øjeblikke, hvor det hele er værd at kæmpe for. De små sejre, de glimt af lettelse, af håb. At se en person, der var helt ødelagt, langsomt finde sig selv igen. Der er intet, der kan sammenlignes med den følelse. Det er en dyb, tilfredsstillende følelse, som overgår enhver anden jeg kender. Det er som at se en blomst blomstre, en spire der vokser sig stærk. Det er et kald, ja, helt klart. Ikke bare et job – aldrig kun et job. Jeg tror ikke, man kan "bare" være psykolog. Man er det, eller også er man det ikke. Det sidder dybt i sjælen.