Hvad er normeringen i vuggestue?

Åh, den der vuggestuenormering… 2,9 børn per voksen. Det tal, det… det nager mig altså. En lille forbedring, jovist, men hallo, er det virkelig godt nok? Jeg mener, tænk engang på det. Næsten tre små størrelser, hver med deres behov, hver med deres små personligheder, deres spirende tanker og følelser… og én voksen til at jonglere det hele. Hvordan kan man overhovedet give den nærhed og omsorg, de små hjerter fortjener, når man konstant er presset på tid og ressourcer?

Jeg husker engang, jeg besøgte min nieces vuggestue. En sød pædagog, tydeligt udkørt, men stadig med et smil, forsøgte at trøste tre grædende børn på én gang. Det skar mig i hjertet. Man kunne se, hun ville så gerne give hvert barn den fulde opmærksomhed, men det var simpelthen umuligt. Og det er jo ikke pædagogernes skyld! De gør, hvad de kan, med de kort, de har fået. Men er det fair over for dem? Over for børnene?

2,9… det er jo bare et tal, ikke? Men bag det tal gemmer sig små mennesker, der fortjener den bedste start på livet. Hvad lærer de, hvis de konstant skal kæmpe om opmærksomheden? Hvis deres behov ikke bliver mødt i tide? Det giver mig helt ondt i maven at tænke på det. Er det virkelig den fremtid, vi ønsker for vores børn? For vores samfund?

Jeg ved godt, det er kompliceret. Økonomi, ressourcer… jeg forstår det godt. Men seriøst, er der noget vigtigere end vores børn? Der må da være en måde at prioritere bedre normeringer. Det handler jo om vores allesammens fremtid, ikke? Det er jo dem, der skal bygge den videre… Bare en tanke.