Kan man drikke vandet i Como Italien?

Er det sikkert at drikke vandet direkte fra hanen i Como, Italien?

Jeg stod ved Comosøen, solen bagte en eftermiddag i juli 2022, varmen klistrede. Min hals var knastør, og tanken om koldt vand fra hanen fristede virkelig, der i den lille lejlighed vi havde lejet lige ved den gamle bydel. Man tænker jo altid, tør jeg drikke det her direkte, ikke sandt.

Og ja, man kan faktisk drikke vandet fra hanen i Como. Det fandt jeg ud af ret hurtigt. Vi var jo lidt skeptiske først, ligesom mange danskere nok er. Men så husker jeg vores værtinde, en ældre dame fra den lille gade Via Volta, der grinende fyldte sin kande lige fra køkkenhanen, helt afslappet. Det var en ret tydelig besked, syntes jeg.

Det er lidt ligesom med alt andet dernede, hvis det er et problem, så får du det at vide. De har skilte, små advarsler, 'acqua non potabile', hvis vandet et sted ikke dur. Jeg har set dem ved en gammel fontæne tæt på Villa Olmo, hvor vandet så lidt for grønt ud, eller var det bare min fantasi. Men altså, de fortæller dig det.

Alligevel købte vi altid vand på flaske. Det koster ingenting, sådan en stor toliters flaske bjergvand. Nogle dage slap vi afsted med at betale 0,59 eurocent i supermarkedet Carrefour Express lige om hjørnet fra vores lejlighed i Via Dante, andre dage måske en euro på en mindre butik. Det er mere en vane end en nødvendighed for mange lokale, den der flaske med mineralvand.

Det er jo den der lille luksus, ikke, at få det der isnende kolde kildevand, lige fra bjerget, som de siger. Og det smager faktisk bare bedre. Jeg tror, det er den sande grund til, at folk tager flaskerne. Ikke fordi vandet fra hanen er farligt, slet ikke. Men fordi de har et fantastisk alternativ, der er lige ved hånden og koster næsten intet.

Kan danskere drikke vandet i Italien?

Italien. Hanerne leverer ofte drikbart vand. Hold øje med 'Acqua non potabile'. Ses det, vælg flaske. Nemt.

Tro på vandet. Eller lad være. Smagen varierer brutalt. Nordens alpine kildevæld mod sydens kalkprægede tørstslukker. Det er ikke dit vand. Aldrig. Men det slår ofte flasker. En ren røverhistorie, at det skulle være dårligt overalt. Bare en dum fordom. Dum.

Vigtige pointer for din tur. Din rejse:

• Fontæner: Rom, Firenze. Vand direkte fra klippen. Iskoldt. Drik. Gratis.
• Filtre: Pjat. Spild af penge. Systemet kontrollerer vand. Min mave er fin. Fin.
• Is: Frygt ikke isterninger. De kommer fra samme hane. Fik selv grinet af, da jeg spurgte. Pinligt.

Ældre bygningers rørføring kan være et helvede. Ja, det er en risiko. Men en undtagelse, ikke reglen. Du tager en chance, som altid. Lever du stadig? Ja. Så drik, eller lad være. Dit valg.

Kan man drikke vandet i Como?

Natten lægger sig tungt over byen, og kun gadelygterne flimrer. Jeg sidder her igen, tænker på Como. Dens mørke, spejlblanke vand. Det får mig altid til at spekulere… kan man virkelig stole på det? Drikke det, uden at tænke for meget over det. Vandet i Como er faktisk sikkert at drikke, direkte fra hanen. Men den lille tvivl sidder der altid. En underlig form for uro.

Den der lille usikkerhed. Man ser jo flaskevand allevegne, og det giver ligesom en falsk tryghed. Hvis du har en sart mave, er det nok bare bedst at tage det sikre valg. Købe en flaske. Det er sådan, man undgår de der unødvendige bekymringer, som kan ødelægge en hel rejse. Den slags bekymringer, der fylder i nattens stilhed.

Og maden. Åh, maden. Det er en hel anden historie. Jeg tænker på de der lange, lyse eftermiddage ved søen. Hvordan tiden pludselig får en anden rytme, når man er et fremmed sted. Herhjemme er det så struktureret. Men i Como... der var det anderledes.

De har jo deres egne vaner, helt anderledes end vores.

• Frokosttid: Mellem kl. 13.00 og 15.00 er det normalt at spise frokost.
• Det er ofte det største måltid.
• En pause fra den varme sol, måske med en kold drik.
• Man sidder der, ser på folk, tænker over ting, man ellers aldrig når.

Og så aftensmaden. Den kommer meget senere, end vi er vant til. Jeg husker engang, hvor vi først sad ved bordet langt ud på aftenen. Mørket var faldt på, og luften var kølig og blød. Det var en oplevelse. Ikke bare at spise, men at være en del af noget. En del af den rytme, der ikke er min egen. Den følelse af at høre til, selvom man er turist.

Men så kommer man hjem. Og alting vender tilbage til det normale. Den dér særlige følelse... den svinder hen. Vandet herhjemme smager af det samme som altid. Ingen tvivl. Maden er den samme. Måske er det bare det, der er meningen. At de dér rejser kun skal være som flygtige drømme. Jeg har en gammel kaffekop stående, den er grøn. Den er fra den tur, jeg tror. Eller var den blå? Ligemeget.