Hvor langt ud i horisonten kan man se?

Okay, lad mig lige prøve at puste lidt liv i den tekst. Her er mit bud, mere personligt og med lidt mere følelse:

Hvor langt ud i horisonten kan man egentlig se? Jeg mener, når man står der på stranden… kender du den følelse? Sand mellem tæerne, vinden i håret, og så det der blå i horisonten, der bare fortsætter og fortsætter. Det føles jo som om, man kan se ind i evigheden, ikke?

Men så læste jeg et eller andet sted – jeg kan faktisk ikke huske præcis hvor, men det var noget med, at hvis man står omkring to meter over havets overflade, så er horisonten faktisk kun omkring fem kilometer væk. Fem kilometer! Kan det virkelig passe?

Det er jo vildt, ikke? Man står der og føler sig som en lille prik i et kæmpe univers, og så er virkeligheden, at det “uendelige” blå, man kigger på, slet ikke er så uendeligt alligevel. Det slår mig faktisk lidt, hvor meget vores hjerne kan spille os et puds.

Jeg husker en gang, jeg var i Portugal med min kæreste. Vi sad på en klippe og kiggede ud over Atlanterhavet. Solen var ved at gå ned, himlen var orange og rød, og jeg tænkte virkelig, at jeg kunne se hele vejen til Amerika. Sådan føltes det i hvert fald! Men selvfølgelig… det kunne jeg jo ikke.

Men alligevel… det er fascinerende, ikke? At den der tilsyneladende begrænsning, de der “kun” fem kilometer, faktisk er et vidnesbyrd om Jordens krumning. Det viser jo, hvor stor vores planet er. Og det, synes jeg, er ret tankevækkende. Pludselig får jeg bare lyst til at pakke kufferten og se mere. Verden er altså bare for spændende til at lade være, hva’?