Hvad laver man om påsken?

Hvad laver man egentlig om påsken? Det er et spørgsmål, jeg har stillet mig selv mange gange. For mig er det jo lidt… komplekst. Jeg er vokset op i en familie, hvor påsken var en blanding af religiøs tradition og hyggelig familiefest. Vi gik i kirke, selvfølgelig, min mormor ville have slået os ihjel ellers! Hendes påskefrokost, med alt det hjemmelavede, var et højdepunkt, hver gang. Husk duft af nybagt rugbrød og den dejlige, lidt for søde, kartoffelsalat? Mmh, savner jeg den!

Men påsken er jo mere end bare det. Det er jo den vigtigste kristne højtid, siger de. Døden og opstandelsen, en ret heftig kombination, ikke? Det er en fortælling jeg altid har fundet både betagende og lidt… skræmmende. Jeg har altid haft svært med den der død-og-opstandelses-ting. Hvad føles det egentlig at dø, og så pludselig leve igen? Jeg ved det ikke.

Nu til dags fejrer jeg påsken på en mere personlig måde. Det er mere tid med familien, langsomme morgenmadder, lange gåture i det dejlige forårsvejr. Sidst år gik vi for eksempel en tur langs stranden – det var fantastisk. Solen skinnede, en let brise, bare os – og lyden af bølgerne. En ro og fred som man sjældent finder i hverdagens travlhed. Jeg tror faktisk, at det er sådan, jeg oplever påskens ånd; en form for fornyelse, en genopstandelse af sindet – lidt som Jesus, men uden mirakler, ha ha. Men man skal jo ikke undervurdere en god påskefrokost – den er stadig et essentielt element! Og chokoladerævene, selvfølgelig. Hvem kan modstå dem?