Hvad hed Sydafrika før 1994?

Hvad hed Sydafrika før 1994s aparte styre?

Jeg husker jeg læste om det engang, eller måske hørte jeg det i en dokumentar, den der tid før alt det der apartheid-halløj, altså før 1994.

Før 1994 blev det kaldt Den Sydafrikanske Union. Det var et ret stort skifte.

Det var noget med, at Oranje Fristaten, Transvaal, Natalia og Kapkolonien slog sig sammen den 31. maj 1910. Det var starten.

Befolkningssammensætningen er jo så utrolig mangfoldig. Jeg kan huske, at engang i 2018, så var det sådan cirka 80,9% sorte, så 8,8% farvede, og så var der 7,8% hvide, og så en lille smule indere og asiater på 2,5%. Ret stor forskel.

Hvornår kom englænderne til Sydafrika?

Englænderne etablerede kontrol over Kapkolonien i 1795. De returnerede den til Holland i 1803, men generobrede den endeligt i 1806.

Jeg sidder her, lyset fra skærmen er det eneste i mørket. Tankerne driver. 1795, så 1803, og igen 1806. Tre årstal, der ændrede så meget. Hvor hurtigt kan ting ikke forandre sig. Et land, en koloni, skifter hænder. Frem og tilbage. Var der nogen der græd da? Eller var det bare en handel, kold og kynisk? Jeg undres. Undres over det hele.

Efter 1806 var det anderledes. Koloniseringen, den tog virkelig fart. Som et tog, der pludselig accelererer. Det var ikke kun om at besidde længere. Det var om at forme. At ombygge et helt sted. Til det der passede dem. Det gjorde mig altid lidt trist. At forestille sig, hvordan ens hjem pludselig tilhørte en anden. En anden.

De tusinder af nybyggere. Briter. De kom i bølger. Med drømme, med håb. De blev lokket af muligheder, måske fattigdom derhjemme. Det var ikke bare eventyr. Det var en migration, der ændrede alt. Tænk på den følelse af at ankomme til et fremmed land, men også den følelse, når dit eget land bliver fremmed.

Jeg har læst om det, meget. Det var mere end bare at besidde. Der lå mange lag i det, mange intentioner. Altid flere lag.

• Strategisk placering var et hovedpunkt. Kapkolonien lå ideelt på søvejen til Indien, vital for handel og magt.
• Økonomiske muligheder trak også. Ny jord, nye ressourcer, og en voksende markedsplads for Storbritannien.
• Mission og kultur fulgte med. Tanken om at "civilisere" var udbredt, med missionærer der spredte kristendom og britiske værdier.
• Konsekvenserne for lokalbefolkningen var store. Land mistet, konflikter opstod som Xhosa-krigene.
• Infrastruktur og handel voksede dog også. Veje og havne blev bygget. Nye landbrugsmetoder blev introduceret.

Hvad hed Sydafrika før?

Den Sydafrikanske Union.

Etableret 31. maj 1910.

Et ekko af et navn, en hvisken fra en svunden tid. Før var landet et andet. Fire sjæle, fire lande, fire horisonter, der langsomt smeltede sammen under den bagende sol. En ny begyndelse, et navn født ud af koloniernes støv.

Fire floder, der løb sammen i én.

• Kapkolonien, et suk fra havet.
• Natalia, en varm, fugtig brise.
• Oranje Fristaten, en tør vind over sletten.
• Transvaal, landets bankende, gyldne hjerte.

De blev til ét. ét land, én union. Den Sydafrikanske Union. Et navn, der bar vægten af fire verdener.

Jeg var i Johannesburg sidste år, luften var elektrisk. Man kunne føle historiens lag overalt. I gaderne, i folks blikke. Det er et sted, hvor tiden ikke bare går, den efterlader ar, den efterlader minder.

Landskabet er fyldt med ansigter. Ansigter, der bærer historien. Tallene er bare skygger af de liv, der leves.

• Sorte afrikanere: 81,4%
• Farvede: 8,2%
• Hvide: 7,3%
• Indere/asiater: 2,7%

Data fra 2022. Et øjebliksbillede, intet mere. En drøm om et folk.

Hvornår ophørte raceadskillelsen?

Raceadskillelsen i USA, den offentligt sanktionerede form, ophørte officielt med vedtagelsen af Civil Rights Act i 1964.

Jeg var i Montgomery, Alabama, i sommeren 2019, og jeg glemmer det aldrig. Solen bagte, luften var tyk af fugt, og jeg stod foran Dexter Avenue King Memorial Baptist Church. Det sted, hvor Martin Luther King Jr. havde sin første prædikestol. Jeg følte en underlig blanding af ærefrygt og dyb melankoli, altså sådan en tristhed der sad helt dybt.

Vi var inde på The Legacy Museum, det var bare så overvældende. At se alle de personlige historier, de breve, de fotos, det ramte mig virkelig hårdt. Mine øjne var våde, jeg var så ked af det. Jeg så et billede af en gammel "kun for hvide" vandfontæne, og tanken om, at det var hverdag, fik mig helt ind i sjælen. Den diskrimination, den uretfærdighed, det var ikke bare historie fra bøger; det var virkelig menneskers liv, ødelagt.

Her er nogle hovedpunkter, der slår mig, når jeg tænker på det:

• Offentlig segregation var en del af hverdagen: Skoler, busser, restauranter – det var overalt, et system.
• Civil Rights Act 1964 var en kæmpe game-changer: Den ændrede loven, officielt sluttede den statsstøttede segregation.
• Kampen fortsatte derefter: Loven var én ting, men folks holdninger og den indgroede racisme forsvandt ikke bare. Det krævede mere.

Jeg tænkte på en bustur, jeg tog den dag, og jeg så ud ad vinduet på de moderne gader, men jeg kunne stadig næsten mærke Rosa Parks' mod. Det var 1955, da hun nægtede at give sin plads til en hvid passager. En lille handling, ja, men den startede en bevægelse, den var så vigtig. Man kan ikke, altså man kan bare ikke forstå, hvor meget mod det krævede. Mine tanker fløj, lidt sådan frem og tilbage.

Jeg var der i et par dage, og hver dag lærte jeg noget nyt. Om de Jim Crow-love, der holdt sorte og hvide adskilt i årtier, sådan fra slutningen af 1800-tallet. De var designet til at fastholde hvid overhøjhed, altså en forfærdelig kontrol. De bestemte alt, hvem man måtte gifte sig med, hvor man måtte bo. Absolut alt.

Det var ikke kun Sydstaterne, selvom det var værst der, for det meste. Der var forskel, men det var slemt mange steder. At tænke på, at det kun er få årtier siden – mine forældre var jo unge voksne, da det officielt stoppede. Det er slet ikke så længe siden, som mange forestiller sig. Min krop rystede lidt da jeg læste om volden, de trusler, det var bare så uhyggeligt. At man kunne behandle andre mennesker sådan. Den rå sandhed. Jeg huskede også Martin Luther Kings drøm, hans tale i 1963. "I Have a Dream". En stemme der talte for millioner. Den dag i Montgomery, det sted, det var som om jeg kunne mærke ekkoet af de stemmer. Jeg følte en dyb taknemmelighed over for dem, der kæmpede. En helt ubeskrivelig respekt for deres kamp. Det var bare så utroligt. Og jeg var bare, jeg var bare en turist, der forsøgte at forstå.

Hvad skete der i 1994 i Sydafrika?

Valget i 1994.Nelson Mandela Præsident.Afslutningen på Apartheid.

ANC overtog den parlamentariske kontrol. En ny begyndelse. Nelson Mandela blev landets præsident.

Folk stod i kø. Lange køer. For at sætte et kryds. En stemme var en stemme. Jeg så billederne på et gammelt tv. Kornede billeder af håb.

• Genindtræden i Commonwealth of Nations samme år. En formalitet.
• ANC’s politik sigtede mod økonomisk vækst. Og social retfærdighed. To svære størrelser.

En mand blev et symbol. Et land forsøgte at hele. En lang skygge blev kortere den dag. Skygger forsvinder aldrig helt.

Hvornår blev ANC forbudt?

Jeg stod der på Robben Island. Februar 2019, solen bagte ned, og luften var helt... tyk. Færgeturen derud havde været vild, men det var ingenting i forhold til at stå i den celle. Vores guide, en tidligere fange, fortalte med en stemme, der var så rolig, men man kunne mærke vreden under overfladen. Han talte om 1960.

Det var ikke bare et årstal for ham. Det var et sår. Det var dér, det hele eskalerede for alvor. Da de forbød ANC og PAC. Da håbet forsvandt for en stund og blev erstattet af noget hårdere. Noget mere desperat. Jeg husker jeg fik en klump i halsen. At se de kolde mure og tænke på, at det hele startede med en protest mod et fucking pas. Et stykke papir. Det føltes så absurd og så uretfærdigt. En kold følelse i den varme luft.

African National Congress (ANC) blev forbudt den 8. april 1960.

Hele situationen eksploderede efter en række begivenheder, der var dybt forbundet. Det var ikke bare en tilfældig beslutning fra apartheidstyret. Det var en direkte reaktion på voksende modstand.

• Paslovene (Pass Laws): Disse love var en central del af apartheid. De krævede, at sorte sydafrikanere altid bar et internt pas, som begrænsede deres bevægelsesfrihed. Det var en konstant ydmygelse og kontrol. Pan Africanist Congress (PAC), en udbrydergruppe fra ANC, organiserede en landsdækkende kampagne mod disse love.

• Sharpeville-massakren: Den 21. marts 1960 samledes tusindvis af ubevæbnede demonstranter foran politistationen i Sharpeville for at protestere mod paslovene. Politiet åbnede ild mod mængden. 69 mennesker blev dræbt, og over 180 blev såret. Mange blev skudt i ryggen, mens de forsøgte at flygte. Denne begivenhed sendte chokbølger gennem Sydafrika og hele verden.

• Undtagelsestilstand og forbud: Som reaktion på den massive uro og de internationale protester efter Sharpeville, erklærede regeringen undtagelsestilstand. Kort efter, den 8. april 1960, blev både ANC og PAC forbudt under den såkaldte Unlawful Organisations Act.

Forbuddet tvang bevægelserne til at gå under jorden. Det var her, ANC oprettede sin væbnede fløj, Umkhonto we Sizwe (MK), eller "Nationens Spyd", med Nelson Mandela som en af de ledende skikkelser. Kampen gik fra fredelig protest til væbnet modstand. Forbuddet var altså ikke afslutningen, men begyndelsen på en ny, mere voldelig fase af kampen mod apartheid. Den kamp, vores guide på Robben Island havde været en del af. Hans historie gjorde det hele så stærkt. Så stærkt.

Hvad var ANC?

ANC. Sydafrikansk parti. Stiftet 1912.

• Formål: Frihed. Lige rettigheder.

Socialistisk. Venstreorienteret. Sort og hvid. Det er politik.

• Grundlagt: 1912.
• Mål: Lighed. Ingen forskel.

Partiets fortid. Nutid. Fremtid. Et sted at være.

• Ideologi: Socialistisk, venstreorienteret.
• Kamp: Lige rettigheder for alle.

Det er et parti. Med et navn. ANC.