Er der dyrt i Milano?

Milano… suk. Altså, hvor skal jeg starte? Byen er jo smuk, helt ubeskriveligt smuk, men… min bankkonto græder stadig stille tårer. Jeg husker tydeligt den første aften. Vi sad på en lille, hyggelig – læs: proppet og larmende – café. Bestilte to Aperol Spritz. Tænkte ikke videre over det. De kom, orange og boblende og lækre, og vi nød dem i solnedgangen. Regningen? Hold nu op! Jeg tror seriøst min kæbe ramte bordet. Det var jo prisen for en hel middag hjemme i Danmark! Hvad havde vi dog rodet os ud i?

Det er jo ikke fordi kvaliteten ikke er der. Man kan se det, mærke det på tøjet, smage det på maden. Det er bare… alt er bare… mere. Mere elegant, mere raffineret, mere… dyrt. Meget dyrt. Man føler sig lidt… utilstrækkelig. Som en gråspurv i en flok påfugle. Kan I forstå den følelse?

Jeg husker også, at vi gik forbi en butik. Bare en helt almindelig butik, tænkte jeg. Indtil jeg så prisskiltene. En simpel t-shirt – en T-SHIRT! – kostede mere end min månedlige husleje. Jeg lo næsten. Det var så absurd. Hvem køber dog sådan noget? Eller… måske mere relevant: Hvem har råd til sådan noget?

Jeg læste engang en artikel, tror jeg det var, der stod, at Milano var en af de dyreste byer i Europa. Jeg kan ikke huske de præcise tal, men… lad os bare sige, at min personlige oplevelse bekræfter den teori. Med eftertryk.

Så ja, Milano er dyrt. Rigtig dyrt. Men det er også en oplevelse. En oplevelse man nok skal være forberedt på – både økonomisk og mentalt. Forvent at føle dig en lille smule fattig. Men forvent også at blive blæst bagover af skønhed, stil og… ja, prisskilte.