Hvordan føles det at være nærsynet?

Hvordan føles det at være nærsynet? Puha, hvor skal jeg begynde? Det føles… sløret. Som at leve bag en konstant dug, ved du? En sådan ubehagelig, konstant slør.

Tavlen i skolen… en fjern, uklar drøm, ja. Jeg husker det så tydeligt, den der spænding i øjnene, som om de ville sprænges. En konstant, gnavende spænding, der fik mig til at knibe øjnene sammen, næsten til punktummet for at se om en stakkel lærer kunne blive tydeligere på tavlen. Og hovedpinen? Åh, den hovedpine. En kedelig, dunkende smerte, som en konstant, svag trommeslager inde i mit hoved. Den bare dumpede derude, hele tiden. Uanset hvad jeg gjorde.

Det var frustrerende, altså virkelig frustrerende. Næsten pinligt, at sidde der og ikke se det, alle andre så. Jeg følte mig… udeladt. Som om jeg gik glip af en vital del af verden, du ved? Lige som når man læser en bog, og man sidder og fanger alle ordene, bortset fra en eller to der bare forsvinder – uopnåelige. Som en ulæselig hemmelighed. Hver dag var det en kamp.

Jeg husker en gang i biografen, hvor jeg sad og stirrede på det store lærred, og alt var bare… mos. Jeg spurgte min veninde, om hun kunne se det, og hun begyndte at grine – hun troede jeg jokede! Det var da først da hun forklarede mig, at min beskrivelse af skuespillerne lød som noget fra en syret drøm, at jeg forstod hvor dårligt jeg faktisk så. Det var, ærligt talt, lidt pinligt. Og sjovt, set i bakspejlet.

Men så fik jeg briller. Og verden blev skarp. Farverne blev klarere, detaljerne sprang frem. Det var som at blive født på ny, på en måde. At jeg virkelig kunne se den verden, jeg altid havde været en del af, men aldrig rigtig set. Det er en forandring, jeg aldrig vil glemme. Og jeg tænker nogle gange, hvor meget jeg gik glip af, før jeg fik dem på… men samtidig er det også et vidnesbyrd om, hvor stærkt det menneskelige øje kan tilpasse sig – selvom det gør ondt i processen.