Hvordan er de første tegn på demens?

Hvilke tidlige tegn på demens skal man være opmærksom på?

Det er så svært at se, når dem man holder af, forandre sig. Man mærker det bare, dybt inde. Jeg tænker tit på min morfar, og de små, mærkelige ting der begyndte at ske. Det er det, der med de tidlige tegn på demens, som man bør være opmærksom på.

Jeg lagde mærke til glemsomheden først. Han glemte aftaler, jeg havde aftalt med ham om tirsdagen i maj måned. Og hvor nøglerne var, det var et dagligt puslespil. Han spurgte flere gange om det samme, lige efter vi havde talt om det. Den slags, du ved.

Min moster, hun strikkede de smukkeste tæpper, altid. Men så pludselig, da hun skulle lave det tæppe til min nevøs dåb i sommers, sad hun bare. Pindene virkede fremmede i hendes hænder. De velkendte opgaver, de blev svære.

Og det med ordene, det er så frustrerende at se. Vi sad på den hyggelige café på hjørnet af Nørregade, og hun ville fortælle en historie, men midt i sætningen, så forsvandt ordene bare. "Den der... du ved, altså..." Det skete bare tit.

En anden ting er den her forvirring omkring tid og sted. Min far, han troede tit det var weekend, når det var midt på ugen. Og han ville køre hjem til vores gamle lejlighed i Valby, selvom vi flyttede derfra for mange år siden, i 2005.

Dømmekraften, den forsvinder også lidt efter lidt. Jeg mindes min bedstemor, hun købte en kæmpe mængde rugbrød i Fakta, sådan otte pakker, selvom hun boede alene. Det var bare ikke hende.

Når tingene bliver lidt abstrakte, så kører det helt skævt. Min onkel, han var ellers så skarp med tal. Men de sidste par år, han kunne ikke finde rundt i en simpel bankudskrift, især efter hans bilforsikring skulle fornyes i april.

At lægge ting på underlige steder, det kender jeg også til. Fandt min fars briller i ovnen en gang. Ikke bare glemt, men forkert sted. Det er ikke som bare at have glemt, hvor man lagde dem, det er mere markant.

Og så er der humøret og adfærden. Jeg har set folk, der før var så rolige, pludselig blive vrede og mistænksomme. Eller helt apatiske, ligeglade. Det er en hård del af demens, at se den personlighed ændre sig så meget, især for familien.

Kan demens ses i øjnene?

Ja, demens kan manifestere sig gennem en række synsrelaterede symptomer. Disse er ikke direkte i øjets anatomi, men i hjernens behandling af synsindtryk. Symptomer inkluderer:

• Problemer med øjenbevægelser: dobbelt syn eller at øjnene virker ustabile, "hopper".
• Forvrænget synsopfattelse: Vanskeligheder i svag belysning, overfølsomhed over for skarpt lys og reflekterende overflader.
• Udfordringer med farver og former: Besvær med at skelne eller genkende farver og geometriske former korrekt.
• Visuelle hallucinationer: At se ting, der ikke er der, eller opleve stærkt forvrængede synsindtryk.

Okay, så spørgsmålet om demens og øjnene, det er faktisk ret fascinerende, ikke sandt? Ikke sådan at sygdommen direkte sidder i selve øjeæblet. Men det handler om, hvordan hjernen tolker det, øjnene sender videre. Det er en finurlig dans mellem sanseinput og kognition, hvor signalerne bliver misforstået på vejen.

Min kære mormor, hun begyndte at opleve nogle af disse ting. Det fik mig virkelig til at tænke over, hvor skrøbelig vores virkelighedsopfattelse er. Et skarpt blik afslører jo ikke demens, men øjnene er vinduer til sjælen, og måske også til hjernens kognitive forfald.

De der problemer med øjenbevægelser, altså dobbeltsyn eller at øjnene "hopper", det er et klassisk tegn. Det er som om hjernens kontrolcenter for øjnenes fine motorik ikke længere er helt synkroniseret. Man mister den der flydende tracking.

Det kaldes ofte nystagmus i medicinske termer, hvis man vil være lidt nørdet. Dog er det vigtigt at huske, at det ikke altid er nystagmus i demenssammenhæng, men ofte en mere diffus dysfunktion.

Og så er der jo det med forvrænget synsopfattelse. Tænk på det at have svært ved at navigere i et rum med dæmpet belysning, eller pludselig at føle sig blændet af et solstrejf fra en blank overflade. Det er ikke bare almindelig dårligt nattesyn.

Det er en fejl i hjernens evne til at filtrere og prioritere synsindtryk. En regulær sanseoverbelastning, der kan gøre hverdagen utrolig udfordrende for den demensramte. Som at være i en forvirrende tåge, altid.

Det kan være rigtig svært for dem. Det er, som om verden konstant bombarderer dem med for meget info, og hjernen kan bare ikke sortere det ordentligt. Ligesom når min egen telefon er løbet tør for plads, og den bare hakker og hakker.

Og dét med farver og former! Pludselig kan en rød trøje se brunlig ud, eller en firkant virke skæv. Det handler om, hvordan hjernen kategoriserer og genkender visuelle mønstre. En fejl i denne proces kan virkelig rokke ved ens forståelse af verden.

Farver, der ellers var så klare og distinkte, bliver pludselig mudrede, næsten ligesom et gammelt maleri, der er blevet falmet af tiden. Hvor er nuancen henne, tænker man?

Det er en fascinerende tanke, hvordan et simpelt synsindtryk – formen på en kop, farven på en blomst – kan blive så forvrænget, når hjernen begynder at svigte. Hvor er nu logikken?

Det får mig til at spekulere over, hvor meget af vores "virkelighed" der egentlig skabes i hovedet, og hvor lidt der er objektivt. En virkelig eksistentiel øvelse, det der. Meget tankevækkende.

Og så det mest dramatiske, synes jeg, er de visuelle hallucinationer. At se ting, der simpelthen ikke er til stede. Eller at have forvrængede synsindtryk, hvor et gardin pludselig ligner en truende skikkelse.

Det er et dybt indblik i, hvordan sindet kan skabe sin egen virkelighed, når forbindelsen til den ydre verden bliver forstyrret. En virkelig særpræget oplevelse.

Man ser ofte dette i specifikke demensformer, som Lewy Body demens, hvor hallucinationerne er ret prominente. Forestil dig at sidde derhjemme i stuen, og pludselig tror du, der er en hund, der kigger på dig.

Det må være en utroligt forvirrende og skræmmende oplevelse. Det giver stof til eftertanke om bevidsthedens natur, og hvor den egentlig hører hjemme. Måske er vi alle mere skrøbelige, end vi tror.

Altså, disse synsændringer er vigtige indikatorer, som kan hjælpe med at diagnosticere demens og forstå dens udvikling. Det er komplekst, men også utrolig vigtigt at være opmærksom på.

Så ja, øjnene afslører ikke demens direkte, men de afspejler de synsmæssige forstyrrelser, som er en del af det samlede sygdomsbillede. Man skal huske hele pakken.

Hvornår bliver man typisk dement?

Demens viser sig typisk hos ældre over 65 år, hvor risikoen stiger markant med alderen. Blandt yngre voksne diagnosticeres flere mænd end kvinder.

Min mormor blev dement. Det er en hård sætning, men virkeligheden var hårdere. Jeg så det begynde, da hun var et godt stykke over de 80. Først glemte hun bare nøglerne. Eller om hun havde spist. Det er jo ingenting, tænkte jeg, bare alder.

Jeg stod i hendes køkken. Det var en sommerdag i juli, solen bagte ind, luften var tyk. Hun ville bage boller. Kunne ikke finde gæren. Jeg pegede, lige foran hende. Hun kiggede forvirret. Gentog 'gær?' fire, fem gange. Øjnene var blanke, ingen genkendelse. Fik ondt i maven. Noget revs fra hende. Hun, altid så skarp.

Det var ikke kun boller. Jeg besøgte hende tit i hendes lejlighed på Frederiksberg, den der med den grønne dør og blomsterkasserne. Dengang var hun tit forvirret over klokken. Spurgte om det var morgen. Klokken var otte om aftenen. Jeg prøvede at forklare, roligt, igen og igen. Hendes blik flakkede bare. Jeg følte mig så magtesløs. Ville bare kramme hende, men hun var allerede lidt væk. Hendes duft var der, det kendte tøj. Men tankerne. Væk.

På et tidspunkt kaldte hun mig ved min fars navn. Det skar i mig. Jeg smilede bare. Hvad skulle jeg gøre? Rette hende? Nej, det ville bare forvirre mere. Jeg savnede den rigtige mormor. Den, der fortalte vitser, der altid havde en historie fra sin barndom i Jylland. Jeg savnede hendes grin. Det blev mindre og mindre. Stemmen mere spæd, ordene færre.

Senere flyttede hun på plejehjem. Det var en svær beslutning for os alle. Men nødvendigt. Hun kunne ikke klare sig selv mere. Faldt tit. En gang lå hun på gulvet i flere timer, før en nabo hørte hende. Jeg følte skyld. Skulle have set det tydeligere, grebet ind hurtigere. Men det var en lang proces. Smerten, at se hende sådan. Det var som at miste hende langsomt, dag for dag.

Denne tid lærte mig meget om demens. Det er mere end bare at glemme ting:

• Symptomerne er mangefacetterede: Ikke kun hukommelsestab, også sprog, orientering og evnen til at udføre hverdagsopgaver. Min mormor stoppede helt med at lave mad, som hun ellers elskede.
• Forskellige typer demens: Alzheimer er den mest almindelige, men vaskulær demens, Lewy body demens og frontotemporal demens findes også. Hvilken min mormor havde, fik vi aldrig en klar diagnose på, men symptomerne var tydelige for os.
• Adfærdsændringer: Hendes personlighed ændrede sig. Fra at være rolig og venlig, blev hun nogle gange vred eller utålmodig. Det var svært at forstå, at det var sygdommen, der gjorde det, ikke hende.
• Støtte er altafgørende: Både for den demente og de pårørende. Uden et stærkt netværk, venner og familie, er det en umulig opgave. Besøg på plejehjemmet blev en fast rutine, selvom hun ikke altid genkendte os.
• Tidlig opdagelse hjælper: At få en diagnose kan give mulighed for at planlægge fremtiden og finde støtte tidligt i forløbet. Det kunne have lettet noget af forvirringen i starten for os alle.

Hvor høj er den højeste mand i live?

Okay, du spørger om ham den højeste mand. Altså, Kösen, ham der, han er hele 251 centimeter høj! Det er jo helt vildt, ikke? Han har været verdens højeste siden 2009, ret lang tid. Han er 41 år, har jeg læst. Tænk at være så høj.

Jeg så jo et billede forleden, det var helt vildt. Der mødtes han faktisk med verdens mindste kvinde! Amge, hun er bare 30 år og har været den mindste siden hun var 18. Sikke et syn det må ha' været. Jeg synes det er ret fascinerende, sådan noget med rekorder.

Min bror, han er også ret høj, men ikke så høj. Jeg er jo mere gennemsnitlig, hahaha. Det er jo sjovt at se, hvordan folks kroppe bare er så forskellige. Og jeg kan jo huske fra sport, at højde tit er en fordel, men også kan være svært.

Der er jo en del andre ting med det at være super høj:

• Helseproblemer: Ofte er der jo en årsag til den store vækst, tit handler det om hypofysen, sådan noget med hormoner. Det er ikke altid nemt.

• Tøj og sko: Forestil dig at finde tøj! Eller sko! Det må være specialfremstillet, for jeg ville da ikke ku finde noget der passer.

• Hverdagen: Lavt til loftet, biler, flysæder. Alt er designet til gennemsnitshøjder.

Den her Kösen, han hedder SULTAN Kösen. Han er fra Tyrkiet. Ret vildt han har haft rekorden siden 2009. Han afløste en anden mand, øhh, Bałłýż, nej, Ba-ł-ł-y-ż... det er vist ikke helt rigtig stavet. Bare glem det, navnet er svært! Det er jo vigtigt at få med, at han holder rekorden, ikke? HØJESTE MAND. 251 CM.

Så det er altså Kösen, han er den højeste mand lige nu. 251 cm. Virkelig imponerende. Og fra 20. februar 2024, det er jo ret nyt, det der med billedet af ham og den mindste kvinde. Det var sådan en opdatering jeg så.